Mozilla har sammen med Epic Games porteret sidstnævntes Unreal Engine 3 til JavaScript, så spilmotoren kan bruges i browseren.
Porteringen kræver dog en højt optimeret underudgave af JavaScript kaldet asm.js, som indtil videre kun er tilgængelig i Firefox Nightly, altså den testudgave af browseren som udgives dagligt. Asm.js gør det muligt for Firefox at afvikle 3D-grafikken med en ydelse, der minder meget om den, man kender fra almindelige 3D-spil.
Mozilla planlægger ifølge annonceringen af porteringen at gøre motoren tilgængelig for andre, som dermed kan flytte deres eksisterende Unreal Engine 3-spil over i browseren.
Fremskridtene inden for 3D-spil, som Mozilla har hjulpet med til at bane vejen for, skal blandt andet gøre det muligt for spiludviklere nemmere at få deres spil lanceret på Firefox Marketplace, der snart virker til både Firefox OS og Firefox på Android.
Nedenunder kan du se en videodemonstration af Unreal Engine 3 i browseren.