Efter godt en måned med 3G-adgang for landets turister har Nordkorea valgt at lukke for netværket igen.
Læs også: Nordkorea klar med 3G-netværk til udenlandske besøgende
Nordkorea har ellers i et stykke tid været på vej mod et mere åbent land. I januar tillod landet for første gang, at turister bragte deres egne telefoner med dem ind i landet, og 3G-netværket åbnede for turisterne sidst i februar.
Lukningen af 3G-netværket er ikke blevet officielt begrundet, men journalister spekulerer i, at den sandsynligvis er blevet gennemført efter voksende internationalt pres på landet, som med lukningen bedre kan kontrollere informationerne, der kommer ud af landet. Nordkorea gennemførte sidste måned sin tredje atomtest, og det er muligt, at landet vil undgå at turister uploader billeder og videoer fra landet til internettet.
Netværket var ikke censureret for turister, men kostede til gengæld mellem €150 for 2 GB data og €400 for 10 GB data.