mboost-dp1

The Guardian

Snowden sigtet for spionage, flygter til Ecuador

- Via BBC - , indsendt af Bjarni

Edward Snowden har siden sin afsløring af NSA-projektet PRISM ventet på en reaktion fra USA. Den kom i weekenden i form af en anklage for spionage, og myndighederne har derfor bedt Hong Kong om at få ham udleveret.

Ifølge anklageskriftet er han tiltalt for tyveri af regeringens ejendom og for bevidst at have kommunikeret fortrolige nationale forsvarsinformationer.

Som konsekvens af anklagen har Snowden valgt at forlade Hong Kong. Således fløj han i løbet af weekenden til Moskva, hvilket kunne lade sig gøre, fordi myndighederne i Hong Kong endnu ikke havde færdigbehandlet anmodningen om at udlevere Snowden.

Rusland er dog ikke den endelige destination. Ifølge en pressemeddelelse fra udenrigsministeren i Ecuador, så har Snowden ansøgt om politisk asyl i landet.

Ecuador huser også en anden kendt whistleblower, idet Julian Assange det seneste år har boet i den ecuadorianske ambassade i London. Det forlyder også, at Wikileaks skulle have hjulpet til med at skaffe asyl til Snowden, ligesom Assanges advokat ledsager Snowden til Ecuador.

Planetary Resources

AKRYD-rumteleskop når sit mål på Kickstarter

- Via engadget -

Med ni dage tilbage af sin indsamlingsperiode, er det lykkedes Planet Resources at indsamle en million dollars via Kickstarter, så de kan realisere bygningen af deres rumteleskop AKRYD.

Der er tale om et rumtelekop i mini størrelse, der er planlagt til at blive sendt ud i rummet i løbet af 2015. Forløber alt efter planen vil teleskopet herefter begynde at sende billeder tilbage af Jorden, billeder som vil rumme en såkaldt Selfie. Dette er et billede vist på teleskopet, mens det flyver hen over Jorden.

Over 12.700 personer har valgt at bakke op om projektet, og yderligere opbakning kan føre til flere downloadstationer verden over, så der oftere kan hentes data ned fra teleskopet.

Blandt de som har støttet projektet med et større beløb, vil der være muligt selv at bestemme, hvad teleskopet skal tage billeder af.

Samsung

Samsung 13,3″ tablet med 3200×1800 pixels opløsning

- Via WP Central - , indsendt af Magten

På en pressekonference i London har Samsung præsenteret to nye tablets, der begge skiller sig ud fra konkurrenterne. ATIV Q er den store model, der både kan afvikle Windows 8 og Android (4.2.2).

Det mest bemærkelsesværdige ved ATIV Q er dog nok skærmen, som har QHD+-opløsning, hvilket er 3200×1800 pixels, som på de 13,3″ giver en ppi på 275.

Indmaden består af en Haswell i5 processor med Intel HD4400 grafik, 4 GB RAM og 128 GB SSD, der samlet giver tabletten en vægt på 1,29 kg, hvilket inkluderer et tastatur, der også fungerer som fod for tabletten, så den kan bruges som en bærbar.

Den anden tablet er ATIV Tab 3, som har en 10,1″ skærm med en opløsning på 1366×768 pixels. Den anvender en Atom Z2760 som processor og kører en fuld version af Windows 8.

ATIV Tab 3 udmærker sig ved blot at være 8,2 mm tyk og veje 550 gram, hvilket inkluderer et batteri, som holder til 10 timers almindelig brug, 2 GB LPDDR RAM og 64 GB lagerplads.

Nature Communications

Ny teknik kan give 1 petabyte DVD

- Via Phys.org -

Selvom optiske medier er populære til at gemme data, på grund af deres pris, holdbarhed og stabilitet, så er deres datakapacitet begrænset.

En af de begrænsninger der findes for datatætheden i et optisk medie, er hvor meget lyset, der bruges til at læse og skrive med, kan fokuseres. Normalt kan lys kun fokuseres ned til det halve af sin bølgelængde, hvilket vil sige omkring 500 nm.

Nu har et hold af forskere fundet en metode til, at fokusere lys helt ned til et punkt på kun 9 nm. Resultatet er opnået ved at bruge et rødt lys samlet i et punkt form og overlappe dette punkt med lilla lys i en ring form. Overlapningen forårsager, at det meste af det røde lys forsvinder og efterlader et meget koncentreret punkt på kun 9 nm.

Forskerne hævder at metoden er billig, da den baserer sig på allerede eksisterende laserteknologier. Hvornår vi kan forvente at se teknologien i egentlige produkter, nævnes sædvanen tro ikke.

Samsung

Samsung klar med lynhurtig mini-SSD til PCIe

- Via Computerworld - , indsendt af thimon

SSD til at sætte i PCI Express-porten (PCIe) er ikke noget nyt, men typisk er der tale om store kort i fuld højde til at indbygge i stationære computere eller servere. Samsung har nu meddelt, at de er gået i gang med at masseproducere mini-SSD-enheder, der passer i bærbare computere.

Efter sigende skulle Apple allerede anvende produktet, XP941, i deres nye Mac Book Air, hvor det har givet en hastighedsforbedring på op til 45 % ved læsning og skrivning til disk, set i forhold til SATA 3.0-baserede SSD’er.

Ved at udnytte PCIe er den teoretiske læse- og skrivehastighed på 11 Gbps, eller cirka 1,4 GB/sek, hvilket er væsentligt hurtigere end SATA 3.0, der kan klare 6 Gbps.

Sony har oplyst, at de i deres kommende VAIO Pro 13-bærbare ligeledes vil benytte den nye SSD.

Samsung laver XP941 i tre forskellige kapaciteter på henholdsvis 512, 256 og 128 GB. Den vejer blot 6 gram og fylder syv gange mindre end en standard 2,5″ SSD.

National Institute of Informatics

Ansigtsgenkendelse kan snydes med lysdioder

- Via Akihabara news -

De fleste har prøvet at anvende et digitalt kamera med ansigtgenkendelse, en teknologi som bliver mere og mere udbredt, også til overvågning. Ønsker man ikke at blive genkendt, har en japansk opfinder fra det japanske National Institute of Informatics nu en løsning.

Ved at placere en række infrarøde lysdioder strategiske steder på en brille, er det muligt at snyde ansigtsgenkendelsessystemer, der anvender kameraer, som er følsomt overfor infrarødt lys.

Systemerne snydes ved at lysdioderne skaber et klart lys på billederne, der fjerner de karakteristiske træk, ansigtsgenkendelsessystemer kigger efter.

Endnu er der tale om en prototype, hvor lysdioderne blot er monteret på et par sikkerhedsbriller. For kameraer der ikke er følsomme for infrarødt lys, har opfinderen også lavet et sæt passive briller, hvor mørke og lyse områder på brillen fjerner konturerne, som systemerne genkender efter.

Du kan se en demonstration af den aktive brille i videoen herunder.

CIA

CIA køber privat sky af Amazon for 3,3 milliarder kroner

- Via Wired - , indsendt af thimon

I foråret dukkede der rygter frem, at CIA ville bygge et stort cloud-system, som skulle laves af Amazon. Nu er det gjort officielt, at Amazon har fået opgaven, foran konkurrenter som IBM og HP.

Valget af Amazon er ifølge det amerikanske GAO (General Accounting Office) sket fordi, at Amazons cloud-teknologi er blevet vurderet bedre end konkurrenternes. Dette er et slag i hovedet på især IBM, der har været en af de “klassiske” leverandører til de amerikanske myndigheder.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at der er tale om en privat sky, hvilket vil sige, at det skal laves internt i et af CIA’s datacentre. Dette er ellers mod det princip, som Amazon hidtil har kæmpet for, nemlig at Cloud kun er en rigtig sky, når det laves så det kan tilgås via internettet.

Aftalen med Amazon, som løber over 10 år, er oplyst til at have en værdi på $600 millioner, eller lidt over 3,3 milliarder kroner.

Nets Holding A/S

Nets ventes sat til salg

- Via EPN.dk - , indsendt af XxXxX

Ejerne bag Nets, som omfatter danske banker og Nationalbanken, har efter alt at dømme valgt snart at sætte Nets til salg.

Det forlyder, at der allerede er flere amerikanske kapitalfonde, som er interesseret, men også VISA og Mastercard kunne være mulige købere.

Med salget vil kontrollen af Dankortet, NemID og Betalingsservice kunne komme på amerikanske hænder, hvilket allerede har ført til spekulationer om, hvorvidt det vil koste mere at benytte tjenesterne efter salget.

Det forventes at salget vil indbringe de nuværende ejere et samlet beløb på 8-10 milliarder kroner, hvilket vil blive en af de største virksomhedshandler i Danmark i år.

Nets er i dag Europas næststørste uafhængige kortprocessor, med en markedsandel på 45 % i Norden. Sidste år omsatte de for 6 milliarder kroner og havde et overskud på over 700 millioner kroner.

Nvidia

Lav din egen Nvidia GPU

- Via Nvidia blogs -

Er man chipproducent og mangler en GPU, så vil det snart være muligt at lave en baseret på Nvidias Kepler-arkitektur. I en meddelelse på deres blog oplyser Nvidia, at de vil ændre forretningsstrategi, og fremover også udlicensere deres GPU-teknologi.

Den primære årsag er udviklingen på markedet for smartphones og tablets, hvor de typisk ARM-baserede enheder kombineres med en GPU. Her laver Nividia deres egen Tegra-chip, men fremover vil de også tjene på, at andre benytter deres teknologi.

Nvidia skrev:
Licensees will receive all necessary designs, collateral and support to integrate NVIDIA’s powerful graphics cores into their devices.

Nvidia har tidligere licenseret deres GPU-teknologi, men kun til en enkelt kunde. Det var Sony, som anvendte teknologien i deres PlayStation 3.

Qualcomm Incorporated

Første test af Snapdragon S800 offentliggjort

- Via Anandtech -

På markdet for SoC’s (System on a Chip) til smartphones og tablets, er der heftig kamp blandt Qualcom, Nvidia, Samsung og Apple. Førstnævnte kommer snart med sin S800 chip og nu er de første benchmark-tal blevet offentliggjort.

Udvalgte journalister har fået lov til at teste en reference-tablet med en S800 chip, der har 4 Krait 400 CPU-kerner, som arbejder ved 2,3 GHz og på GPU-siden er udstyret med en Adreno 330 GPU.

CPU’en er næsten identisk med den i S600-serien (Krait 300), hvor eneste forskel er en hurtigere L2-cache og højere klokfrekvens. Hvor den nye SoC virkelig viser kræfter er med GPU’en. Adreno 330 er i de første test næsten dobbelt så hurtig som den nuværende Adreno 320 i S600, og hurtigere end Nvidias Tegra 4.

Den nye SoC forventes at komme i de første produkter i løbet af efteråret.