mboost-dp1

Kickstarter

Kickstarter åbner i Danmark

- Via Kickstarter - , redigeret af Net_Srak

Det meget populære crowdfunding site Kickstarter har hidtil været tilgængelig for alle, også danskere, men nu gør siden det endnu nemmere for danskere at starte en indsamling, idet der nu kommer en dansk udgave af den.

Kickstarter i den danske udgave vil ikke adskille sig meget fra den internationale version. Siden vil ikke optræde som en separat side, men fortsat være en del af det samlede Kickstarter.

Det vil dog blive nemmere at håndtere betalinger og afregning, som nu kan gøres i kroner, ligesom det kan ske med danske bankinformationer. Afregning til Kickstarter sker som altid kun hvis et projekt bliver finansieret. Her tager Kickstarter 5 % af det samlede bidrag. Dertil kommer betaling til partnerne, som håndterer betalingen, de tager 3 kroner + 3 % af bidragsbeløbet pr. bidrag over 100 kroner. For bidrag under 100 kroner afregnes med 1 krone + 5 % af beløbet.

Den danske udgave af Kickstarter vil blive tilgængelig i løbet af oktober.

Google

Google lancerer Android One i Indien

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

På Google I/O 2014 løftede Google sløret for deres Android One projekt, hvor de ville levere en billig smartphone til udviklingslande, ved at lave et referencedesign mobilproducenterne var tvunget til at følge.

Tre indiske mobilproducenter, Karbonn, Micromax og Spice, er nu klar med de første modeller, der i kraft af Googles låste design, alle kommer til næsten den samme pris og med de samme specifikationer.

Prisen bliver på 6.299 rupee, eller 594 kroner. For dette beskedne beløb, får man en smartphone med 4,5″ 854×480 IPS LCD-skærm, 1,3 GHz quad-core MediaTek MT6582 SoC, 1 GB RAM, 4 GB lagerplads, 5 MP bagsidekamera med flash, 2 MP frontkamera, 1700 mAh batteri, Wi-Fi, Bluetooth, GPS, microSD slot, dual SIMkort og FM radio. Det hele drives af en standard Android 4.4 KitKat.

Frem til årsskiftet, vil Google lancere Android One i en række yderligere lande i Asien, hvilket også betyder, at der vil komme modeller fra en lang række ekstra mobilproducenter.

Trods den efter vestlige forhold billige pris, er der stadig tale om en meget høj pris for den almindelige inder, da den gennemsnitlige årsindkomst er på godt 8.600 kroner.

Googles introduktionsvideo til Android One kan ses herunder.

VESA

VESA frigiver DisplayPort 1.3 med support for 5K-opløsning

- Via VESA - , redigeret af Pernicious

Video Electronics Standards Association (VESA) har meget passende med Dells nylige annoncering af en monitor med 5K-opløsning, frigivet DisplayPort 1.3-standarden, der netop understøtter denne opløsning.

DisplayPort 1.3 har en båndbredde på 32,4 Gbps og tilføjer support for HDCP 2.2 og HDMI 2.0, der har indbygget CEC (Consumer Electronics Control), hvilket gør DisplayPort mere brugbar til fjernsyn. Den nye standard understøtter også 4:2:0 pixel strukturen, hvilket også bruges i fjernsyn.

Den høje båndbredde, der er øget med 50 % i forhold til DisplayPort 1.2, er desuden nok til, at drive to 4K skærme ved 60 Hz. Et DisplayPort 1.3 kabel har 4 baner, der hver kan flytte 8,1 Gbps. Disse er ikke kun forbeholdt billeddata, men kan også bruges til andre typer data, eksempelvis SuperSpeed USB.

DisplayPort 1.3 er bagud kompatibel med VGA, DVI og HDMI med en passende adapter.

Oculus

Rygte: Oculus Rift forbrugerbeta kommer til april 2015

- Via TechRadar - , redigeret af Pernicious

Hjemmesiderne VRFocus og TechRadar har fra flere kilder fået at vide, at Oculus VR, der ejes af Facebook, planlægger en åben beta af forbrugerversionen af deres virtual reality-brille Oculus Rift til april 2015.

Vi kender ikke så meget til forbrugerversionen endnu, udover at prisen vil ramme et sted mellem 200 dollars og 400 dollars. Opløsningen af den skærm der bruges i brillen, har stifteren af Oculus VR Palmer Luckey tidligere lovet, vil blive markant højere end den i udviklerversionen DK2, der bruger en 1080p skærm. Opdateringsfrekvensen skulle desuden blive på minimum 90 Hz.

Beta’en af forbrugerversionen kan sammenlignes med Googles beta af deres Google Glass. Oculus VR vil bruge betaen til at vurdere forespørgslen på brillen fra forbrugerne og forhandlerne.

April er angiveligt kun en foreløbig dato, da Oculus VR i følge kilderne forbeholder sig retten til at udskyde datoen til en gang i sommeren 2015.

SanDisk Corporation

Sandisk lancerer 512 GB SD-kort

- Via dpreview - , redigeret af Net_Srak

Efterhånden som kameraer og videokameraer begynder at kunne optage video i 4K-opløsning, så stiger behovet for lagerplads. Det behov har Sandisk svaret på med deres nyeste SD-kort, som kan rumme 512 GB.

Der er tale om et kort i deres Extreme Pro serie, der kan levere læsehastigheder på op til 95 MB/s og skrivehastigheder på 90 MB/s. Med det nye kort er Sandisk kommet et godt stykke nærmere den maksimale kapacitet for SDXC-standarden, som tillader op til 2 TB på et kort.

Med kortet har Sandisk øget kapaciteten for SD-kort med en faktor 1.000 på lidt over 10 år, da de i 2003 lancerede deres første 512 MB-kort.

Udsalgsprisen for kortet bliver $799.

Google Inc.

Google Play indfører 2 timers fortrydelsesfrist

- Via Neowin.net - , redigeret af Net_Srak

Tilbage i slutningen af 2010 ændrede Google nogle af betingelserne for at handle i deres app-store Google Play. En af de store ændringer var, at tiden hvori man kunne fortryde et køb af en app, blev reduceret fra 24 timer til 15 minutter. Nu har Google justeret denne tid igen.

Det er nu muligt at fortryde et køb i op til to timer efter købet. Inden for denne periode vil der være en knap i Google Play hvor købet kan annulleres og programmet fjernes.

Knappen erstattes efter de to timer af afinstallationsknappen.

I sin tid blev den kraftigt nedsatte fortrydelsesfrist indført, fordi brugerne ifølge Google alligevel oftest fortrød inden for få minutter. Uofficielt var årsagen dog, at flere udviklere havde klaget over, at mange kunder misbrugte funktionen.

Flickr - dweekly

Microsoft nægter at udlevere e-mails til USA

- Via nakedsecurity - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Hubert

I USA ønsker myndighederne at få adgang til email, der er gemt i et af Microsoft datacentre i Irland. Dette har Microsoft nægtet, særligt med henblik på alt den negative omtale, der har været om privatliv i forbindelse med afsløring af NSA’s overvågning.

Da Microsoft har nægtet udleveringen har dommeren i sagen valgt at dømme dem for foragt for retten, dog uden at det. pt. har nogle konsekvenser. det sker for at give Microsoft mulighed for at anke afgørelsen om, at de skal udlevere e-mail-oplysningerne.

Det store stridspunkt i denne sag er, hvorvidt data gemt i skyen er privat eller ej. Ifølge anklageren er data gemt i skyen ikke at anse som private data, men som forretningsdata, hvor niveauet af beskyttelse ikke er på højde med det for private data.

Microsoft argumenterer for, at selv om data er gemt i skyen hos dem, så tilhører de pågældende mails fortsat brugeren, og er derfor at anse som private data, ligesom almindelig post.

Hvornår den endelige afgørelse falder er endnu ikke fastlagt, men den kan få stor betydning for hvordan rettigheder for data i skyen defineres.

IBM

Forskere nedkøler elektroner uden ekstern påvirkning

- Via Phys.org - , redigeret af Pernicious

Det er lykkedes et hold af forskere fra University of Texas at Arlington (UT Arlington), at nedkøle elektroner ved rumtemperatur helt ned til -228 grader celsius, ved brug af nanoteknologi.

Alle elektroner er normalt termisk exciterede. Hvis man kan undertrykke denne excitation, så kan temperaturen sænkes for den enkelte elektron. Det er netop dette forskerne fra UT Arlington har gjort, ved at lede elektronerne gennem en nanostruktur, der blandt andet indeholder en kvantebrønd.

Teknologien kan implementeres på enkelte transistorer og vil gøre disse langt mere energieffektive, i kraft af den lave temperatur de så vil arbejde ved. Forskerne mener, at det vil være muligt at opnå en faktor 10 eller mere i energibesparelse.

Dette kan få enorm betydning for næsten alt elektronik, men specielt for elektronik, der drives af batterier, som for eksempel mobile enheder.

Google

5 millioner Gmail-adgangskoder dukker op på nettet

- Via The Daily Dot -

På et russisk Bitcoin-forum dukkede der for et par dage siden en fil op, som indeholder op mod fem millioner gmail-adresser med tilhørende adgangskoder. Derudover indeholder den også oplysninger på tusinde af brugere af den russiske søgetjeneste Yandex.

Både Google og Yandex har været ude og meddele, at de mange brugerinformationer ikke er sluppet ud som følge af brud på deres systemer. De mener i stedet at der er tale om informationer, som er opsamlet over flere år, blandt andet via phishing.

På grund af alderen er mange af de listede konti allerede lukket eller ikke længere tilgængelig, men den oprindelige forum-poster oplyser, at 60 % skulle være aktive.

De lækkede adgangskoder skulle primært dække over brugere fra russik- spansk- og engelsk-talende lande. Vil man tjekke om ens konto er på listen kan det ske på hjemmesiden IsLeaked.

Adam Industries

Sensor lavet af grafen kan se gennem vægge

- Via Gizmodo - , redigeret af Pernicious

Forskere hos University of Maryland, har lavet en sensor baseret på grafen, der kan opfange terahertz-bølger ved stuetemperatur.

Terahertzspektret ligger mellem infrarødt lys og mikrobølger og kan bruges til gennemlysning af solide objekter, så som en væg, hvilket gør det muligt at se hvad der er på den anden side.

T-stråler som de også kaldes, kan gå igennem næsten alt, men har ikke de samme farlige egenskaber som røntgenstråling, hvilket gør dem mere sikre at bruge.

Hidtil har detekteringen af T-stråler været afhængige af sensorer, der var kølet ned, i nogle tilfælde ned til tæt på det absolutte nulpunkt, – 269 grader celsius, hvilket ikke er specielt praktisk.

Den nye grafenbaserede sensor regner forskerne med, forholdsvis nemt kan laves til en type linse, der kan bruges i en brille, som så gør det muligt for brugeren at se gennem objekter. Dette vil uden tvivl være af stor interesse for eksempelvis militæret.

En konsumversion af en sådan brille er nok mere tvivlsom, dels på grund af de moralske aspekter og fordi grafen stadigt er meget svært og dyrt at producere.