mboost-dp1

NASA

NASA færdiggør Orion-rumkapsel

- Via NASA - , redigeret af Pernicious

NASA har i øjeblikket ikke nogen måde til selv at sende mennesker ud i rummet efter pensioneringen af rumfærgerne. Afløseren til rumfærgerne bliver ikke en ny type rumfærge, men en traditionel rumkapsel, der skal sendes ud i rummet på toppen af en raket.

Den nye rumkapsel hedder Orion og NASA har netop meddelt, at den første af sin art netop er meldt færdiggjort og sidder oven på sit servicemodul i Neil Armstrong Operations and Checkout Facility ved Kennedy Space Center i Florida.

Det hele skal nu flyttes til nye faciliteter, hvor der skal monteres et system til at håndtere en afbrudt opsendelse og hvor man også vil tilføre modulet brændstof. Herefter er Orion klar til at blive monteret på en Delta IV løfteraket.

I december skal Orion så ud på sin jomfrurejse i en mission kaldet Exploration Flight Test-1. Her skal den på en tur, der vil tage den godt 5.800 km fra Jorden, hvilket er det længste et fartøj, der kan medbringe mennesker, har været fra jorden i 40 år.

Når Orion ankommer til Jorden igen, vil det ske med en hastighed på lidt over 32.000 km i timen, hvilket vil udsætte rumkapslen for temperaturer på op til 2.200 grader celsius.

Boeing

Boeing tester mobilt laservåben i tåge og regn

- Via Wired - , redigeret af Pernicious

Boeing har i 10 år arbejdet på deres High Energy Laser Mobile Demonstrator (HEL MD), der er en 10 KW laserenhed, placeret på en Oshkosh militær lastbil. I 2013 beviste Boeing at HEL MD under ideale vejrforhold uden problemer kunne udføre sin opgave som en Counter Rocket, Artillery and Mortar (C-RAM) platform.

For nylig blev systemet afprøvet under markant mere besværlige forhold, hvor MEL MD skulle nedskyde forskellige typer af mål i tåge, regn og kraftig blæst. Testen er med til at vise, at våbensystemet også virker under maritime forhold.

HEL MD er komplet selvforsynende og skal kun bruge 2 mand til at bemande det, hvor den ene er chaufføren og den anden operatøren. Selve brugen af våbnet styres via en laptop og en Xbox controller. Den initielle kontakt til et mål kommer fra et eksternt radarsystem, hvorefter et optisk målsøgningssystem overtager.

10 KW laseren fødes af Li-Ion batterier, der konstant lades af en 60KW dieselgenerator. HEL MD kræver derfor blot diesel for at kunne fungere. Der vil stadig gå adskillige år, før denne type laservåben kommer i aktiv tjeneste, og Boeing arbejder pt. på at opgradere laseren til en 50KW eller 60KW udgave.

En video der viser HEL MD i aktion kan ses herunder.

Dell

Dell annoncerer 5K-monitor

- Via Anandtech - , redigeret af Pernicious

4K monitorer er begyndt at dukke op til overkommelige priser fra de fleste monitorproducenter, hvor størrelsen typisk er på 28″. Vil man gerne op i en opløsning der er højere end 4K, har der indtil nu ikke været nogle realistiske muligheder, men det ændrer Dell nu på.

Dell har annonceret, at de i slutningen af året vil sende en ny Ultrasharp 27″ monitor på gaden, der har en opløsning på 5120×2880, eller hvad man kan betegner som 5K.

I forhold til en 4K-skærm, der har en opløsning på 3840×2160 pixels og dermed 8.294.400 pixels, har en 5K skærm næsten det dobbelte antal pixels med 14.745.600. På et 27″ stort panel giver dette en PPI på 218, hvilket er meget højt for så stor en skærm.

Dell er ikke kommet med yderligere tekniske informationer omkring paneltype, opdateringsfrekvens eller farveskala. Selv porttypen er ikke oplyst, men forventes at være DisplayPort. Prisen vil blive omkring 2.500 dollars.

Nvidia

Nvidia starter patentsag mod Samsung og Qualcomm

- Via Bloomberg - , redigeret af Pernicious

Nvidia har for første gang i sin historie, valgt at starte en retssag i USA omkring brud på deres patenter. Retssagen er rejst mod Samsung og Qualcomm, som Nvidia beskylder for at bryde 7 af deres patenter indenfor GPU-teknologi.

Patenterne dækker over alle Qualcomms nyere Snapdragon SoC’s, som blandt andet Samsung bruger i mange af sine produkter. Nvidia har i de sidste to år forsøgt at indgå en licensaftale med parterne, men har ikke kunnet nå til enighed.

Samsung selv mener ikke de har et problem og henviser i stedet for til dem, der leverer den processorteknologi de bruger. Qualcomm oplyser kun, at de har registreret sagsanlægget.

Nvidia har også ansøgt International Trade Commission om et forbud mod importen af snart sagt alle Samsung nyeste smartphones og tablets, inklusiv de netop annoncerede Galaxy Note 4 og Galaxy Note Edge.

Motorola Inc.

Motorola lancerer Moto 360 smartwatch

- Via The Verge - , redigeret af Net_Srak

Da Motorola første gang fremviste deres bud på et smartwatch, så vakte det en del interesse, da det modsat alle andre havde en rund skærm, og dermed minder meget mere om et ur.

Nu er Moto 360 blevet lanceret og de første test er begyndt at dukke op, blandt flere store techsites. Hos the Verge har de også testet uret og den overvejende holdning er, at det er godt lavet.

Designet bliver rost for at være klassik og stilrent, så meget, at anmelderen hurtig “glemte” at der var tale om et smartwatch, når det ikke var i brug.

David Pearce, The Verge skrev:
The Moto 360’s most impressive feature is that I stopped noticing it almost immediately. Whenever I wear the LG G Watch or the Samsung Gear Live, I’m constantly compelled to fidget with it; there’s this unexplainable feeling of having something alien on my wrist that is there because I need to use it. The 360, on the other hand, just vanished into the spot left on my wrist by the Seiko watch that conveniently died this week.

Om de tekniske specifikationer er der et par svage punkter, blandt andet har skærmen kun en opløsning på lige over 200 ppi, hvilket gør, at indhold kan se en smule pixeleret ud. En anden stor svaghed er batterilevetid. Selv ved normalt brug er det svært at få den til at holde en hel dag.

Har man lyst til at købe uret må man dog væbne sig lidt med tålmodighed, da den i første omgang kun udkommer i USA til en pris på $249. Det kommer til Storbritannien i starten af oktober til en pris på £199.

Google Inc.

Google eksperimenterer med drone pakke-levering

- Via The Atlantic - , redigeret af Net_Srak

Amazon har tidligere været ude og lufte idéen om, at kunne levere pakker omgående ved hjælp af droner. Hos Google går man med de samme tanker, der er blevet til Project Wing.

Hvor de fleste anvender quad-coptere, eller måske med endnu flere rotorer, så har Google valgt en helt anden metode, der mest af alt minder om den fra det amerikanske V-22 Osprey fly.

Google Project Wing-drone kan lette og lande som en helikopter, men ved den egentlige flyvning, sker det som en flyvemaskine, hvilket gør det muligt at opnå en højere hastighed.

Project Wing går dog et skridt videre når det kommer til at aflevere sin fragt. I stedet for at lande, så holder dronen sig stille i luften og sænker fragten ned via et kabel.

Endnu er der lang tid til at projektet bliver en del af hverdagen til trods for at det har været under vejs de seneste to år hos Googles udviklingsafdeling Google X. Du kan se en video af dronen i aktion herunder.

Flickr - Hachimaki

Samsungs Gear VR fik Carmack til at skifte til Oculus

- Via engadget - , redigeret af Pernicious

Det overraskede mange, da den kendte spiludvikler John Carmack stoppede hos id Software, som han selv var med til at stifte, for at starte hos Oculus, han var blevet CTO for lidt tidligere.

Carmack var blandt de første til at støtte op omkring virtual reality-brillen Oculus Rift, men det var først da Samsung meldte sig på banen, med et samarbejde omkring deres dengang kommende Gear VR, at Carmack valgte at skifte til Oculus.

Mobil VR er noget Carmack brænder meget for og det meste af hans tid siden han startede, er også gået på at udvikle software der skal gøre det muligt, at have en god VR-oplevelse ved brug af mobile enheder.

Det første resultat af dette er samarbejdet med Samsung og deres Gear VR. De første måneder i samarbejdet var meget tungt og Carmack måtte lave nogle ifølge ham obskøne hacks, for at vise Samsung hvad han ville med deres hardware.

Disse hacks fik dog overbevist Samsung om Carmacks idéer, hvorefter Samsung ændrede deres kode, så Carmack kunne lave nogle pænere løsninger, ligesom de gav Carmack adgang til ting, han slet ikke havde forventet at få.

Fremtiden vil byde på nye versioner af Gear VR og Oculus’ software, i samme takt som Samsung frigiver nye smartphones og phablets. Carmack regner med, at Oculus’ egen Oculus Rift brille i en fremtidig version, vil være sin egen selvstændige androidenhed, der også kan tilsluttes en pc.

Flickr - dweekly

Medudvikler af Tor skal hjælpe forsvaret i hackersag

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak , indsendt af thimon

I retssagen mod svenske Gottfrid Svartholm Warg og danske JT, indkalder forsvaret nu en af udviklerne af The Onion router (Tor), Jacob Appelbaum, til at hjælpe i sagen. Det skriver Version2.

Applebaum har tidligere hjulpet Warg i en tilsvarende sag i Sverige, hvor amerikanerens vidneudsagn var med til at frifinde svenskeren. Argumentet som vil blive fremført er, at Wargs computer kan være blevet fjernstyret, hvorfor det altså ikke kan bevises, hvem som har stået bag indbruddet i CSC’s systemer.

Anklageren mener ikke, at Applebaum har skulle kunne vidne, og har modsat sig indkaldelsen, hvilket dog er blevet afvist. Vidneforklaringen vil finde sted i morgen fredag.

Telia

Mystiske telefonmaster fundet i USA

- Via VentureBeat - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Hubert

Da mobiltelefonproducenten ESD America var ved at teste deres meget sikre telefon Cryptophone 500 i USA, opdagede de noget underligt, nemlig flere telefonmaster, der ikke er registeret hos nogle af landets teleudbydere.

Firmaet har indtil videre opdaget 19 master fordelt i hele USA og formodningen er, at de udelukkende anvendes til at aflytte samtaler. De fungerer sandsynligvis ikke som rigtige mobiltelefonmaster, men sender samtalen videre til en “rigtig” mast efter at have koblet sig på samtalen.

Hvem der ejer masterne er et mysterium. NSA har været i søgelyset, men det giver ifølge et sikkerhedsfirma ingen mening, da de blot kan gå til de egentlige teleudbydere og få de data de vil have.

Spekulationer går nu på, om masterne tilhører militæret, en retshåndhævende instans eller måske ligefrem en fremmed efterretningstjeneste.

Gizmodo

Samsung præsenterer deres bud på virtual reality-brille

- Via Gizmodo - , redigeret af Pernicious

Endnu et forventet produkt Samsung løftede sløret for i forbindelse med deres Unpacked event til IFA 2014, var Gear VR, der er Samsungs bud på en virtual reality-brille.

Det er ikke tilfældigt, at Gear VR blev præsenteret samtidigt med Galaxy Note 4, eftersom Note 4 er en nødvendig komponent til Gear VR. Gear VR er i sig selv bare en avanceret holder for Note 4, der sættes på brillen, så den fungerer som skærm og computer.

Eftersom Note 4 bruger en 2560 * 1440 skærm, med en PPI på 515, er den markant bedre end den skærm, der bruges i Oculus Rift DK2, som bruger en Note 3 skærm, der har en PPI på 286.

Gear VR er lavet i samarbejde med Oculus, hvor det tyder på, at Samsung bruger Oculus’ “low persistence”-teknologi, hvor skærmen slukkes efter hvert billede bliver vist, i stedet for at holde billedet indtil næste billede er klar, så hovedets bevægelse stemmer bedre overens med hvad der vises.

Der er meget lidt indhold til Gear VR og man skal ikke forvente spil i en klasse, som der vil komme til Oculus Rift, eftersom en mobil enhed ikke kan levere den fornødne kraft. Det Samsung brugte som demo skulle dog være meget imponerende.

Gear VR roses for sin opbygning, der gør den behagelig at have på og gør det ekstremt nemt at stille fokus per øje. Med en enkelt knap kan man desuden aktivere kameraet på Note 4, så man kan se hvad der foregår omkring en, uden at tage brillen af.

Prisen er endnu ikke blevet oplyst, men Gear VR skulle blive tilgængelig senere i år.

I videoen herunder, kan man se John Carmack fra Oculus give en meget teknisk gennemgang af VR, i forbindelse med Gear VR lanceringen.