mboost-dp1

AMD

AMD fremviser to nye CPU-arkitekturer

- Via Tom's Hardware - , indsendt af Emilsen

AMD høstede en overgang stor ros for deres processorer, især til servere, men gennem de seneste år, har ærkerivalen Intel igen overtaget overskrifterne. Det vil AMD nu prøve at lave om på med to nye processor-arkitekturer.

Den ene går under kodenavnet Bulldozer og henvender sig til servermarkedet, hvor AMD lover høj ydelse og gode muligheder for at skalere. Den høje ydelse kommer fra et nyt design, hvor hver kerne vil fungere som to kerner. Selv kalder AMD det for Hyperthreading på den rigtige måde, hvor beregningerne splittes op i to.

Den første processor med teknologien forventes at udkomme i 2011 med 8 fysiske kerner og 16 logiske. AMD oplyser den vil være 50 % hurtigere end den nuværende Magny-Cours CPU.

I den anden ende af skalaen finder man Bobcat, der er tiltænkt netbooks og endnu mindre enheder. AMD lover høj ydelse ved et minimalt energiforbrug, helt ned til 1 watt, samt en udgivelse ligeledes i 2011.

Begge arkitekturer bliver desuden en del af Fusion-projektet, hvor der vil udkomme processorer, der bliver smeltet sammen med en GPU.

Du kan læses meget mere om Bulldozer og Bobcat ved at følge linket til kilden.

Facebook

Facebook køber lokationstjeneste

- Via PC World - , indsendt af kastrup

Ganske få dage efter Facebook lancerede deres lokationstjeneste Places, så har de været ude og opkøbe tjenesten Hot Potato, der er en af de mindre lokationstjenester på markedet.

Hot Potato adskiller sig fra konkurrenterne ved ikke blot at angive hvor man befinder sig, men ved samtidigt at oprette områder hvor personer der befinder sig samme sted, eller laver det samme, kan kommunikere med hinanden.

Tjenesten er ikke særlig gammel, idet den blev lanceret i november sidste år, men har allerede nået at få en del brugere. Disse brugere skal dog til at gemme deres data, idet Hot Potato har meddelt, at alle data indsendt til tjenesten, ikke vil blive flyttet med over til Facebook.

Det er ikke oplyst hvad Facebook har måtte betale for tjenesten, men gæt i branchen går på omkring 10 millioner dollars.

Læs også: Facebook introducerer lokationsfunktion

Canon

Canon laver 120 megapixel CMOS-sensor

- Via Digital Photography Review -

Den højeste opløsning man kan finde i et kamera fra Canon er p.t. 21,1 megapixels, men engang i fremtiden bliver den måske på 120 megapixels.

Den anerkendte kameraproducent har netop fremvist en prototype CMOS-sensor med en opløsning på hele 13.280 x 9.184 pixels, der tilmed er presset ned på en APS-H-størrelse sensor (29,2 x 20,2 mm), der er den størrelse som anvendes i Canons 1D-serie. Det betyder den har en forlængelsesfaktor på 1,3x.

Til trods for den ekstreme opløsning kan den tage op til 9,5 billeder i sekundet, forudsat den bagvedliggende hardware kan følge med. Sensoren kan også optage HD-video, hvilket kan ske fra et vilkårligt 1920×1080 pixel felt.

Den nye sensor følger i fodsporene på en 50 MP sensor som Canon udviklede i 2007, der dog aldrig udkom som et kommercielt produkt. Der er p.t. heller ikke nogle planer om at sætte 120 MP-sensoren i produktion.

Nokia Siemens Networks

Nokia Siemens Networks sagsøgt for at levere overvågningsteknologi til Iran

- Via The Register - , redigeret af Pernicious

Under demonstrationerne i Iran tilbage i juni 2009 kom det frem, at Nokia Siemens Networks leverede udstyr til præstestyret, som blev brugt til at overvåge landets datatraffik.

Firmaet sagsøges nu af en iransk journalist, som siden demonstrationerne har siddet fængslet uden rettergang, efter han blev opdaget gennem føromtalte overvågningsudstyr. Journalisten gik under jorden efter at have kritiseret Storayatollah Khomeini i en avisartikel, men blev ifølge den indgivede klage sporet ved hjælp af mobiltelefonovervågning samt andet udstyr leveret af Nokia Siemens Networks, som blev brugt til at smuglytte på hans samtaler.

Søgsmålet lyder på, at firmaet ved at levere overvågningsudstyr til den iranske stat, dermed er medskyldig i ulovligt at overvåge journalister, aktivister og civile. Nokia Siemens Networks svarer blandt andet på klagerne, at søgsmålet er malplaceret, og at man i stedet for at sagsøge et firma i USA, bør sagsøge den iranske regering.

Nokia Siemens Networks blev tilbage i februar kritiseret af EU af samme grund, og firmaet svarede dengang, at brugen af dets teknologier i Iran var blevet misforstået.

Google

Google opkøber Like.com

- Via TechCrunch - , indsendt af kastrup

Google opdaterede for nyligt deres billedesøgningstjeneste med blandt andet en ny måde at vise resultater på, samt ny funktionalitet. Til trods for forbedringerne afholder det ikke Google fra at forbedre sig, og det sker nu med købet af Like.com.

Like.com er en søgetjeneste, der har specialiseret sig i at søge efter billeder på nettet, hvor de tilbyder en række funktioner, man ikke finder hos Google.

Blandt funktionerne er muligheden for at søge efter designs på f.eks. en håndtaske, så vil søgemaskinen forsøge at finde lignende håndtasker. Det er også muligt at angive en given detalje fra et produkt, som kriterie for en søgning, således at andre produkter skal indeholde samme detalje.

Hjemmesiden blev stiftet i 2006 af Munjal Shah, og han oplyser på hjemmesiden at de er blevet opkøbt. Der fremkommer dog ikke nogle detaljer om hvordan Google har tænkt sig at integrere like.com, eller en pris. Det vurderes dog, at Google har givet omkring 100 millioner dollars for hjemmesiden.

Læs også: Google Billeder ændrer udseende

PBS

PBS misbrugt i phishing-forsøg

- Via PBS -

Her til morgen er danske indbakker blevet oversvømmet med mails, der angiveligt er sendt fra PBS, med overskriften “Sikker Nethandel”.

Mailen er skrevet på fejlfrit dansk og ser meget ægte ud, med pbs.dk som afsender. Udgangspunktet er at øge sikkerheden ved nethandel, ved at benytte af tjenesterne “Verified by Visa” og “MasterCard SecureCode”, der er legitime tjenester fra de to kortudbydere.

Man bliver derfor bedt om at indtaste sine kreditkortoplysninger i et felt, så man kan blive tilknyttet det ekstra sikkerhedslag, men oplysningerne sendes ikke til korttjenesterne, men til bagmændene bag phishing-mailen.

PBS tager mailen meget alvorlig, og har udsendt en pressemeddelelse hvori de oplyser, at skulle man have fulgt anvisningen i den falske mail, så skal man omgående få sit kort spærret.

www.politi.dk

Forsinket politi-projekt forsinkes yderligere

- Via Version2 - , redigeret af Avenger- , indsendt af arne_v

Politiet skulle have haft et nyt digital system ved navn Polsag til at afløse et ineffektivt manuelt system tilbage i 2008, men det blev udskudt, da leverandøren, CSC, ikke kunne få det til at fungere.

Med forsinkelsen var det meningen, at Polsag skulle gå i pilotdrift her i efteråret 2010 på Bornholm, men ifølge Version 2, så kommer det ikke til at holde.

Det vurderes nu, at pilottesten først kan starte til næste år, hvilket vil få konsekvenser for implementeringen i resten af landet, der ligeledes vil blive forsinket.

Det er uklart, hvad der er årsag til den nye forsinkelse, men tidligere er det primært CSC, der har fået skylden, men også tildels på grund af tilretninger i systemet fordi lovgivning er blevet ændret, samt nye ønsker fra Rigspolitiet.

De mange forsinkelser kan også mærkes på budgettet, der for længst er blevet overskredet. Seneste opgørelse i juni i år afslørede et budgetskred på 177 %, fra 153 mio. kroner til 425 mio. kroner.

Læs også: It-skandale i politiet eskalerer

SXC - clix

Fiber er dyrt for el-selskaberne

- Via Børsen - , redigeret af Avenger- , indsendt af Rischel

Nye tal fra landets el-selskaber sætter en streg under, at det er en dyr fornøjelse at opbygge et fibernetværk ud til slutkunden. Således anslås det, at hver bredbåndskunde de 15 selskaber har tilsammen, har kostet ca. 75.000 kroner pr. styk.

Da selskaberne gik i gang med at investere i fiberen, var de godt klar over, der ville gå lang tid før, det ville blive rentabelt, hvilket de nye tal underbygger.

Ifølge børsen har et selskab som det jyske Pro-Fiber godt nok øget deres omsætning fra 40 til 69 millioner i perioden 2008 til 2009, men i samme periode har de øget deres underskud fra 89 til 104 millioner kroner.

Blandt el-selskaberne er der endnu ingen, der skaber overskud på driften af deres fibernetværk, og kun ét selskab i Randers har formået at sænke deres underskud.

En af årsagerne til den dårlige økonomi er blandt andet antallet af kunder, der blot er på omkring 100.000. Et tal, som man nu vil have mere fokus på at øge.

SXC - kezze

Ulovligt at udgive sig for en anden på nettet i Californien

- Via Ars Technica - , redigeret af Pernicious

1.000 dollars og et år i fængsel, det kan være prisen hvis man udgiver sig for en anden på nettet i Californien, USA.

Tidligere på måneden vedtog delstatsregeringen i Californien et nyt lovforslag, der skal afløse en gammel lov om identitetstyveri fra 1872, der kun dækker forfalskning af underskrifter.

Med det nye forslag vil personer, der online bevidst udgiver sig for en anden person, med det formål at true, svindle eller skade en person, nemmere kunne rammes af lovens lange arm.

Dette har dog allerede være grundlag for bekymring hos The Electronic Frontier Foundation, der frygter, at virksomheder vil forfølge folk der bruger denne slags redskaber til politiske handlinger.

Endnu er lovforslaget ikke endeligt vedtaget, men afventer godkendelse fra Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger.

NASA

Bakterier overlever 553 dage i rummet

- Via BBC - , redigeret af Pernicious

I bestræbelserne på at hjælpe fremtidige astronauter i deres rumfærd, har forskere fra Open University i Milton Keynes haft bakterier i rummet der overlevede i hele 553 dage.

Bakteriesporer har været kendt for at kunne overleve i lang tid i rummet, endda i flere år, men dette er første gang mikrober med fotosyntese-egenskaber har overlevet i så lang tid.

Bakterierne, som er taget fra en klippe i byen Beer i det sydlige England, blev placeret udvendigt på den internationale rumstation ISS, hvor de er blevet udsat for ekstreme temperaturpåvirkninger, kraftig ultraviolet stråling, kosmisk stråling og vakuum.

Udsat for de betingelser var det derfor lidt en overraskelse for forskerne, at der stadig var overlevende bakterier.