mboost-dp1

FoldIt Team/University of Washington

Gamere hjælper forskere på sporet af aids-kur

- Via CNET - , redigeret af Pernicious

Ved hjælp af onlinespillet Foldit er det lykkedes computerspillere fra hele verden at finde et enzym, som kan benyttes i jagten på en kur mod aids.

I 10 år har videnskabsfolk forgæves forsøgt at finde ud af, hvordan det vigtige enzym M-PMV er opbygget, men på bare 10 dage lykkedes det computerspillerne at skabe en korrekt model ved at folde enzymet i 3D på nettet.

Det var en gruppe forskere fra universitetet i Washington, som fandt på at lægge enzymet ind i spillet, og de vurderer, at de nu er kommet et vigtigt skridt tættere på en kur mod aids.

Nature Structural & Molecular Biology skrev:
Remarkably, Foldit players were able to generate models of sufficient quality for successful molecular replacement and subsequent structure determination. The refined structure provides new insights for the design of antiretroviral drugs.

Mange af de spillere som hjalp til med at finde modellen, er nu blevet inkluderet som medforfattere på den videnskabelige artikel om opdagelsen.

The Pirate Bay

Undersøgelse: Piger gider ikke BitTorrent

- Via Dagens Nyheter - , redigeret af Pernicious

I april måned slog den famøse BitTorrent-tracker The Pirate Bay sig sammen med Cybernorms-forskningsgruppen fra Lund Universitet for at foretage den største brugerundersøgelse blandt fildelere nogensinde.

75.000 Pirate Bay-brugere svarede på undersøgelsen, som forskerne præsenterer en færdig udgave af i november. De har dog allerede frigivet nogle tal, som blandt andet viser, at det kun er 5 % af brugerne, der er piger.

Den største gruppe af brugere var unge mænd i aldersgruppen 18 – 24 år, og forskerne fra Lund Universitet lagde ved denne gruppe mærke til, at deres download-vaner viste sig at være stort set ens, uanset hvor i verden de var fra.

Undersøgelsen viser også, at film er det mest populære at piratkopiere og at piraterne i stigende grad bekymrer sig om deres anonymitet.

Google Inc.

Google+ er nu åben for alle

- Via Google Blog - , redigeret af Pernicious

Googles sociale satsning Google+ er nu, efter en periode på knap tre måneder, gået i åben beta, så man dermed ikke længere behøver en invitation fra et eksisterende medlem af det sociale netværk, før man kan registrere sig.

Vic Gundotra, Google skrev:
We’re nowhere near done, but with the improvements we’ve made so far we’re ready to move from field trial to beta, and introduce our 100th feature: open sign-ups.

Siden testperioden startede d. 28 juni, har Google foretaget 100 ændringer, som har forbedret det sociale netværk, og de sidste 9 af disse frigiver Google nu, samtidig med den åbne betas begyndelse.

Fremover vil det for eksempel være muligt at deltage i Hangouts, videobaseret gruppechat, på mobiltelefoner. Tjenesten, som indtil nu kun været tilgængelig på pc, vil i starten kun understøtte Android, men Google lover, at deres Google+-applikationer til iOS snart vil blive opdaterede.

Google Inc.

Google Wallet lanceret i USA

- Via Google Blog - , redigeret af Pernicious

Google har nu lanceret deres NFC-betalingssystem Google Wallet, som blev annonceret tilbage i maj. Indtil videre virker systemet kun for kunder hos den amerikanske teleudbyder Sprint, som ejer Samsungs Nexus S-telefon, der netop indeholder en NFC-chip.

Indtil videre kan Google Wallet kun forbindes med et MasterCard fra den amerikanske bank Citi eller med Googles eget Prepaid Card, som til gengæld kan tankes op med alle andre kreditkort. Google fortæller dog, at både Visa, American Express og Discover for nyligt har frigivet deres NFC-specifikationer, hvorfor der intet er til hindring for, at understøttelse af deres kreditkort kan tilføjes Wallet i fremtiden.

Google lover at alle brugere, der er hurtigt ude, får lagt $10 på deres Google Prepaid Card, hvis de opretter en Google Wallet-konto inden årets udgang. Om det bliver muligt for danske brugere vides endnu ikke.

Du kan se en videopræsentation af Google Wallet nedenunder.

Flickr - bongo vongo

DigiNotar er gået konkurs

- Via IT pro - , redigeret af Pernicious

Det hollandske firma DigiNotar, som i sommers blev hacket og brugt til at udstede flere forfalskede SSL-certifikater, har nu af egen vilje indgivet en konkursbegæring.

Bag angrebet stod den iranske hacker Comodohacker, som fik udstedt certifikater til blandt andet Facebook, Microsoft og Google. Certifikat for sidstnævnte menes at være blevet brugt til at spionere på 300.000 iranske Gmail-brugere, inden historien om hackingen af DigiNotar kom frem.

Moderselskabet Vasco Data Security overtager nu DigiNotars forretning, og påpeger i den forbindelse, at de to virksomheders netværker altid har været separate, på trods af at DigiNotar altid har været en afdeling under Vasco.

Sikkerhedsekspert Graham Cluley fra firmaet Sophos mener ikke, at DigiNotar vil blive savnet, da de “mistede al troværdighed, da det blev opdaget, at de havde kendt til angrebet flere uger før de offentliggjorde det”.

www.slashgear.com

HTC vil forføre kvinderne med deres nye HTC Rhyme

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Det taiwanske firma HTC er klar med den længe ventede HTC Bliss, der nu har fået det officielle navn HTC Rhyme. Forventer man en ny supertelefon, bliver man skuffet over at se specifikationerne, men det er heller ikke, hvad HTC har fokuseret på med den nye model.

HTC Rhyme er således skabt til en helt anden målgruppe end HTC’s andre telefoner, da den nye smartphone er til brugere, “der ønsker en mere personlig smartphone, der passer bedre ind i hverdagen”. Dette bliver på mange teknologisites tolket som om, at telefonen primært henvender sig til kvinder, hvilket designet da også godt kunne tyde på.

HTC Rhyme kører Android 2.3 Gingerbread med HTC sense 3.5, har en 3,7” WVGA Super LCD-skærm, en 1 GHz Qualcomm Snapdragon S2 processor, 768 MB RAM, samt et 5 megapixel bagside- og et VGA-baseret forside-kamera.

Endvidere findes en masse matchende ekstraudstyr til telefonen, der blandt andet omfatter:

[list][li]HTC Docking Station, der oplader telefonen samtidig med, at den kan afspille musik.[/li]
[li]HTC Rhyme Charm, der diskret gør brugeren opmærksom på opkald eller beskeder, når telefonen ligger i tasken. Charmen er en lille, lysende terning, der kan hænge uden for tasken, og som blinker når man modtager et indkommende signal.[/li]
[li]HTC Rhyme Sports Armband.[/li]
[li]HTC Rhyme Tangle Free Headphones.[/li][/list]

HTC Rhyme er eftersignende i de danske butikker til oktober, hvor den leveres med dockingstation, HTC Rhyme Tangle Free Headphones og HTC Rhyme Charm. Den danske pris er endnu ukendt, men Verizon sælger modellen til omkring 1.100 kr i USA.

SKAT

Multimedieskat bliver måske fjernet

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious , indsendt af Adagio

Siden multimedieskatten blev indført i begyndelsen af 2010, har den været genstand for massiv kritik fra blandt andet it-branchen.

Men efter valget ser det ud til, at der er flertal i Folketinget for at afskaffe den forhadte skat.

Liberal Alliance og De Radikale har hele tiden været mod multimedieskatten, og nu lægger Enhedslisten og de kommende regeringspartier SF og Socialdemokratiet op til, at den i det mindste skal lægges om.

Fremover skal det være muligt for ansatte at have en smartphone eller pc stillet til rådighed af en arbejdsgiver uden at skulle betale skat.

Google Inc.

Google forbereder udviklere på udgivelsen af Ice Cream Sandwich

- Via PhoneScoop - , redigeret af Pernicious

Teknologigiganten Google har gennem den seneste tid været i mediernes søgelys, efter at firmaet offentliggjorde den snarlige ankomst af Ice Cream Sandwich, der bliver den nyeste version af firmaets populære Android-styresystem.

De seneste par dage har der været mange rygter om en udgivelsesdato, og i dag kunne man så på Googles blog læse, at Ice Cream Sandwich meget snart er klar.

For at forberede applikations-udviklere på udgivelsen, har Google i dag udgivet en tutorial, der viser, hvordan man overfører sine Honeycomb-applikationer til Ice Cream Sandwich. Firmaet understreger samtidig, “at selvom Honeycomb vil forblive tablet-only, vil Ice Cream Sandwich understøtte såvel små som store skærme, hvilket også er sådan Android vil fungere i fremtiden”.

I blog-posten siger Google også, at udviklere, der allerede har opdateret eller udviklet deres applikationer til mobiltelefoner, ikke behøver at gøre noget, mens tablet-only applikationer vil behøve en opdatering, så de også fungerer på mobiltelefoner.

Der vil ifølge bloggen snart udkomme Software Developer Kit til Ice Cream Sandwich.

Samsung

Rygte: Samsung gør Bada til open source i 2012

- Via engadget - , redigeret af Avenger-

Den koreanske elektronikgigant Samsung udgav for snart to år siden sit eget operativsystem til mobiltelefoner kaldet Bada. Siden der har interessen omkring styresystemet været begrænset, men ifølge Wall Street Journal (WSJ) forsøger Samsung nu at ændre på dette.

WSJ beretter således i dag, at Samsung har i sinde at gøre Bada til open source engang i 2012, hvorved firmaet angiveligt forsøger at øge interessen hos udviklere og andre producenter. WSJ har som altid informationen fra “en person, der kender til situationen”, så om der er nogen form for hold i rygterne vides endnu ikke.

Hvis rygtet er sandt, har Samsung altså ikke lyst til at købe et system fra andre firmaer, som eksempelvis WebOS, men forsøger i stedet at mindske sin afhængighed af Google og Android ved at satse på firmaets eget styresystem.

Rygtet kommer, efter at Google for nylig annoncerede, at firmaet har købt Motorola, hvilket måske er Samsungs incitament for at reagere. Flere teknologisider gætter ligeledes på, at hvis Samsungs satsning ikke bærer hjem, kunne firmaet måske indlede et samarbejde med Microsoft.

Intel

Ivy Bridge understøtter opløsninger op til 4096×4096 pixels

- Via Anandtech - , redigeret af Avenger-

Selvom Intel Developer Forum (IDF) sluttede sidste torsdag, kommer der stadig ny information fra arrangementet. I dag kom så hidtil ukendte fakta om Intels nye processor Ivy Bridge, der er en opgradering til Intels mere kendte Sandy Bridge-udgave.

Ivy Bridge er således både mindre og hurtigere end sin forgænger, men selvom dette naturligvis er en betydelig opdatering, er det ikke det, der gør den speciel.

Ivy Bridges GPU understøtter nemlig en opløsning på helt op til 4096×4096 pixels, hvilket er langt mere, end hvad de bedste LCD-skærme i øjeblikket kan producere. Den nye understøttelse er samtidig et betydeligt hop fra Sandy Bridges 2560×1600 pixels.

At den maksimale opløsning bliver aktuel det næste stykke tid er dog meget tvivlsomt, da standarden i øjeblikket er 16:9 (enkelte 16:10), hvilket naturligt passer med en opløsning på 4096×2304 pixels. Samtidig ville en 4096×4096-opløsning på 60 Hz med 24-bit farver kræve en båndbredde på ca. 36 Gb/s, hvilket er noget over den nuværende maksimalhastighed på 21,6 Gb/s.

Selvom Intels nye frontfigur altså i øjeblikket ligner lidt af et over-kill, skal man huske, at 10,1″-tablets med en opløsning på 2560×1600 pixels snart bliver en realitet, og hvis denne udvikling fortsætter, er Ivy Bridge måske snarere bare fremtidssikret.