Hos hjemmeside Android Police har de fået fat i en tidlig udgave af Android 4.2 og har i den forbindelse taget et grundigt kig på kildekoden. Den afslører, at den kommende opdatering har fokus på sikkerhed.
Ifølge Ron Amadeo fra hjemmesiden, så ser det ud til, at Google har valgt at anvende SELinux (Security-Enhanced Linux), der er tilføjelser til kernen udviklet af NSA, som skal sikre adgangen til ressourcer i styresystemet.
Normalt kan brugerne give programmer, som for eksempel malware, adgang til systemet, men det er ikke muligt med SELinux. Her tildeles sikkerheden til hver enkelt proces, og det er ikke muligt for brugeren at omgå sikkerheden.
Brugere som gerne vil have fuld kontrol over deres telefon skal dog ikke være bange, da det ser ud til, at Google gør det valgfrit om man vil anvende SELinux eller ej.
En anden nyhed bliver muligheden for altid at anvende en VPN-forbindelse. I dag er det muligt at kryptere sin trafik, men falder forbindelsen ud, eller telefonen genstartes, så skal det aktiveres igen. I Android 4.2 er der nu en mulighed for, at VPN altid er aktiv.
Som oplyst hos Android Police, så bygger informationerne på en tidlig udgave af Android, og det er derfor ikke sikkert, at de vil være med i den endelige udgave, eller i den form de har nu. Sikkerheden i Android har dog på det seneste været i fokus, idet mængden af malware på platformen har været stigende.