Det kom fornyligt frem, at Digitaliseringsstyrelsen var i gang med at kigge på alternativer til Java som grundlag for NemID.
Nu ser det ud til, at Digitaliseringsstyrelsen ifølge en pressemeddelelse har taget et valg, hvor valget er faldet på Javascript. Digitaliseringsstyrelsen har gennem et længere forløb testet et proof-of-concept med NemID baseret på Javascript. Dette proof-of-concept har nu vist sig at NemID baseret på Javascript kan lade sig gøre. Det skriver Version2.
Charlotte Jacoby, Digitaliseringsstyrelsen skrev:
Vi er blevet enige med DanID og bankerne om at sætte gang i et forprojekt og afdække de sidste udfordringer, og så der kan tages beslutning om et endeligt udviklingsprojekt. Vi har fået lovende resultater i forhold til at bygge NemID-klienten i Javascript, selvom det er en helt anden teknologi end Java.
Det næste trin i processen er at lave et forprojekt med en varighed på fire måneder, hvor NemID med Javascript skal vurderes i forhold til økonomi og økosystemet omkring NemID. Efter forprojektet vil den endelige beslutning blive taget, hvorefter udviklingen af Javascript-løsningen går i gang. Ifølge Charlotte Jacoby vil NemID med Javascript være klar i løbet af 2013 eller i starten af 2014. Dog udtaler Charlotte Jacoby, at tidsplanen er meget usikker, da der endnu er mange udfordringer som skal løses.
Staten har tidligere sat otte millioner kroner af til projektet med at vurdere alternativer til Java i forbindelse med NemID, grundet den store kritik af Java som grundlag for NemID ved lanceringen. De penge er nu brugt, og det er derfor nødvendigt at rejse flere penge til udviklingen af NemID med Javascript.
Ved brugen af Javascript vil NemID også blive tilgængelig på mobile platforme, hvor det ikke tidligere har været muligt at bruge Java.