mboost-dp1

Samsung

Rygte: Samsung er parat med smartphone med foldelig skærm ved MWC 2013

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Flere rygter peger i øjeblikket på, at Samsung snart er klar med verdens første kommercielle smartphone med foldeligt display, en enhed, der efter sigende kommer til at gå under navnet Samsung Galaxy Q.

Enheden skulle ligne en almindelig mobiltelefon, blot tykkere end hvad vi er vant til i dag, hvilket giver plads til den specielle egenskab, at den kan foldes ud, og derved afsløre en stor 1080p fuld hd-skærm.

Om der er hold i rygterne vides naturligvis ikke, og der foreligger i skrivende stund ikke megen information om enheden, der dog menes at blive fremvist ved årets Mobile World Congress (MWC).

Allerede tilbage i 2008 fremviste Samsung for første gang et koncept på en foldbar mobiltelefon, hvilket du kan se i videoen herunder.

Lenovo

Lenovo: Thinkpad Helix udskudt til marts eller april

- Via Facebook - Lenovo - , redigeret af Pernicious

Kinesiske Lenovo har via Facebook netop annonceret, at udgivelsen af firmaets længe ventede Thinkpad Helix må vente til marts eller april. Hvorfor enhedens lancering må vente udtaler firmaet sig imidlertid ikke om, men der er flere steder blevet gættet på, at det skyldes hardware-problemer.

Thinkpad Helix blev introduceret for verden ved CES 2013 i sidste måned, og tabletcomputeren har siden dengang fået megen omtale i alverdens medier, der har rost den til skyerne.

Thinkpad Helix kommer med Intels tredje-generation Core i7 CPU, 8 GB DDR3 RAM, en 256GB SSD og et 11,6” IPS-display, der tilbyder fuld 1080p hd og pen-support. Som operativsystem anvendes Windows 8.

Thinkpad Helix kommer i flere udgaver, og afhængig af modellen besidder enheden 3G/4G LTE, NFC og naturligvis Wi-Fi.

HTC

HTC vil fokusere på billige smartphones i 2013

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Mobilproducenten HTC har netop offentliggjort firmaets regnskab for fjerde kvartal af 2012, og det afslører, at HTCs omsætning er faldet markant siden samme periode året før.

Dette har fået HTC til at annoncere en ændring af strategi således, at firmaet i 2013 vil fokusere stort set udelukkende på low-end smartphones, hvilket betyder, at vi efter alt at dømme ikke får en HTC One-efterfølger at se i år.

Udmeldingen kom fra HTCs økonomidirektør Chang Chia-Lin, der brugte samme lejlighed til at understrege, at firmaet var i fin stand, og at strategi-ændringen havde været undervejs længe.

HTC annoncerede for ikke så længe siden, at firmaet i fremtiden vil satse ligeligt på Android- og Windows Phone-enheder, og det rygtes, at firmaet er på vej med en ny kamera-teknologi, der skal sikre dem bedre markedsandele på det marked, de var blandt de første til at komme med på.

huawei

Microsoft og Huawei vil overtage det afrikanske marked

- Via Windows Blog - , redigeret af Net_Srak

Amerikanske Microsoft har netop annonceret et partnerskab med kinesiske Huawei, der er kendt for sine low-end smartphones, og som i fremtiden skal hjælpe Microsoft med at bringe Windows Phone frem i Afrika.

Telefonen, der skal bringe de to firmaer til sejr i Afrika, hedder meget passende 4Afrika, og kommer til at koste små 800 danske kroner når den snarligt udgives i Egypten, Kenya, Nigeria og Sydafrika.

Huaweis 4Afrika-enhed er den første i en serie af telefoner, og hvis de to firmaer får succes med satsningen har de planer om at øge udbuddet til det meste af Afrika.

Afrika er en skrabet version af Ascend W1, og kommer således med en 1,2 GHz dual-core processor, 4 GB intern hukommelse og en 4” skærm med en opløsning på 480 x 800 pixels. Endvidere skulle enheden efter sigende kunne holde hele 420 timer i standby.

Samsung

Samsung annoncerer 2 nye smartphones

- , redigeret af Net_Srak

Elektronikgiganten Samsung har netop annonceret, at firmaet har tilføjet 2 nye smartphones til firmaets efterhånden store udvalg. Enhederne hedder Galaxy Young og Galaxy Fame, og begge enheder henvender sig til mid-range-folket.

Galaxy Young er en 3,27” stor smartphone med et HVGA TFT-display, 768 MB RAM, en 1 GHz processor og 5 GB intern hukommelse, der kører Android 4.1 Jelly Bean, og som har mulighed for yderligere hukommelse via et SD-kort. Desuden har telefonen et 3 megapixel kamera.

Den anden af de to telefoner, Galaxy Fame, minder på mange måder om dens broder, men kommer dog med en smule bedre specifikationer end det var tilfældet med Galaxy Young. Enheden har således også en 1 GHz processor, 768 MB RAM og 4 GB intern hukommelse med mulighed for udvidelse, men adskiller sig ved, at have et 5 megapixel kamera, NFC og Bluetooth 4.0.

Som altid kommer Samsungs telefoner desuden med Samsung Kies, TouchWiz, S Cloud, og ChatON.

PBS A/S

Sikkerhed var ikke vigtigst ved valg af Java til NemID

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious

I løbet af januar har sikkerheden i Java igen været i søgelyset, på baggrund af fundet af en række store sikkerhedshuller. Det har fået it-ordfører Stine Brix fra Enhedslisten til at stille en række spørgsmål til Finansminister Bjarne Corydon omkring NemID og Java. Det skriver Version 2.

I sit svar til Stine Brix skriver Bjarne Corydon, at Java blev valgt som platform for NemID, for at kunne være platformuafhængig i en helhedsbetragtning. Desuden var Java-teknologien ifølge Bjarne Corydon på daværende tidspunkt den teknologi, som opfyldte kravene til sikkerhed i sammenhæng med platformuafhængigheden.

Bjarne Corydon, Finansminister skrev:
Valget af Java som det teknologiske grundlag for NemID løsningen blev truffet tilbage i 2008/2009, hvor løsningen blev udviklet. Valget af Java som platform blev ikke truffet på baggrund af enkeltstående sikkerhedsmæssige betragtninger eller fordele, men ud fra en helhedsbetragtning i forhold til, hvordan de forskellige mulige teknologier, som man på daværende tidspunkt kunne basere NemID på, tilgodeså kravene til den samlede løsning. Java-teknologien passede i den sammenhæng bedst til den specificerede arkitektur for NemID og tilgodeså samtidig den tidligere IT- og Telestyrelses krav til platformuafhængighed og sikkerhed for den samlede løsning.

Stine Brix er skuffet over svaret og pointerer, at en fælles operatør gør danskerne mere sårbare.

Stine Brix, Enhedslisten, til Version 2 skrev:
Det er ærgerligt, at han ikke erkender, at én fælles operatør med én bestemt teknologi giver sikkerhedsproblemer. Monopolet betyder, at vi bliver meget ens og dermed meget sårbare.


Stine Brix spørger også om det hensigtsmæssige i at borgerne skal bruge Java, som har en række sårbarheder. Som svar hertil skriver Bjarne Corydon igen, at Java blev valgt udfra en helhedsbetragtning og at alle teknologier er sårbare.

Et sidste spørgsmål er om regeringen vil rådgive den danske befolkning mod sårbarheder i Java og NemID. Hertil svarer Bjarne Corydon, at Digitaliseringsstyrelsen på nemid.nu allerede rådgiver borgere om sikkerheden i NemID. Stine Brix er dog ikke tilfreds med svaret, da hun mener at det er de færreste borgere, som tjekker nemid.nu. I stedet mener Stine Brix at regeringen skulle overveje et nyt system.

Stine Brix, Enhedslisten skrev:
Det er nok de færreste, der af sig selv går ind på nemid.nu og tjekker den slags – og endnu færre der handler efter anvisningerne. Så svaret viser i en eller anden forstand, at man er magtesløs over for det system, man har bygget op. I stedet for at forsvare systemet, burde det give anledning til, at man i stedet spurgte sig selv, om det var et godt system.

HP

HP klar med firmaets første Chrome OS-enhed

- Via engadget - , redigeret af Pernicious

Det blev tidligere på året kendt, at amerikanske HP var på vej med firmaets første Chrome OS-computer, der dengang blev teaset på sin egen hjemmeside. Denne Chrome OS-computer er således netop blevet officielt annonceret, og til de flestes store overraskelse er computeren tilgængelig allerede i dag.

Enheden er en 14” stor bærbar computer med 2GB DDR3 SDRAM, en 16GB SSD, en 1,1 GHz Intel GPU og en opløsning på 1366 x 768 pixels.

Computeren koster små 2.000 danske kroner og den lægger sig således på et prisniveau, der er højere end bådes Samsungs- og Acers bud, der koster henholdsvis 1.350 og 1.100 danske kroner.

HPs Chromebook vejer endvidere omkring 1,6 kg, har 3 USB- og 1 HDMI-port, og besidder et 2,55 Ah lithium-batteri, der kan holde computeren kørende i op til 6,5 time.

Samsung

Samsung og LG vil indgå forlig om OLED-patenter bag lukkede døre

- Via engadget - , redigeret af Pernicious

De to elektroniske supermagter Samsung og LG har indefor den sidste måneds tid haft en intens kamp vedrørende flere OLED-patenter, hvori begge firmaer mener, at den anden part har brudt deres pågældende patenter.

En patentkrig som denne plejer almindeligvis at ende ud i flere retssage, bøder og så videre, men dette lader ikke til at blive tilfældet i denne situation efter koreanske Yonhap News har kunne fortælle, at de to firmaer har aftalt at ordne deres uenigheder internt bag lukkede døre, hvor de to vil indgå forlig for hver enkelt patent.

Aftalen skulle efter sigende været kommet i hus ved et hemmeligt møde på et hotel i Seoul, og en talsmand fra Samsung har udtalt, at de to firmaer med aftalen sender et budskab til deres rivaliserende firmaer.

Forbrugerstyrelsen

Forbrugerombudsmanden vil fokusere på bredbåndshastigheder

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious

I 2013 har Forbrugerombudsmanden valgt at holde særligt opsyn med otte områder. Et af de otte områder er markedsføring af bredbåndshastigheder. Det skriver Computerworld.

Forbrugerombudsmanden skriver om markedsføring af bredbåndshastigheder, at markedsføringen ikke har været gennemsigtig overfor den enkelte forbruger. Han vil især holde øje med, om teleselskaberne følger retningslinjerne for markedsføring af bredbåndshastigheder, som træder i kraft fra 1. marts, og om markedsføringsloven overholdes.

Der vil også være særlig fokus på nethandel og retningslinjerne for indgåelse af aftaler mellem netbutikker og forbrugere. De sociale tjenester får også opmærksomhed fra Forbrugerombudsmanden, hvor han vil indgå i en dialog for at klarlægge, om markedsføringsloven overtrædes, når virksomheder bruger de sociale tjenester til markedsføring.

sxc.hu

Danske hackere skal hacke andre hackere

- Via Computerworld DK - , redigeret af Pernicious

Forsvarsminister Nick Hækkerup melder nu klart ud, at danske hackere skal hacke andre hackere. Det skriver Computerworld.

Det kom frem på Dansk IT’s IT-sikkerhedskonference, hvor Nick Hækkerup uddybede sine udtalelser med, at hackerne både skal bruges til efterretningstjenestelig virksomhed og til operationer.

Nick Hækkerup, Forsvarsminister skrev:
Vi skal have hackere, der kan hacke tilbage. Vi vil gå et skridt længere med cyber-enhederne og vores hackere skal bruges både til efterretningstjenestelig virksomhed og til deciderede operationer. I sagens natur handler det her om hemmelig virksomhed. Mere floromvunden kan jeg ikke sige det.

Nick Hækkerup har dog også en anden prioritering, nemlig at afdække sårbarhederne i Danmarks kritiske infrastruktur og myndighedernes systemer. Han mener dog ikke, at Danmark bliver i stand til at stoppe angreb, men at Danmark skal imødegå de trusler, der kommer.