Foreningen af Danske Interaktive Medier har lavet en ny opgørelse, som viser, at danskerne ikke har taget Windows 8 til sig. Tallene stammer fra december 2012. Det skriver EPN.
Det ses fra tallene, at Windows 8 blot er operativsystem for 1,5 % af de besøgende på FDIM medlemmernes hjemmesider. Til sammenligning er Windows 7 operativsystem for 48,7 % af de besøgende, mens det samme gør sig gældende for Windows XP for 11,7 % af de besøgende. Udenfor Windows-miljøet står iOS for 13,7 % af de besøgende og Android med 2,6 %.
Thomas Visby Snitker fra SnitkerGroup, som er brugervenlighedskonsulent, udtaler at Windows 8 manglende popularitet især skyldes den nye brugerflade.
Thomas Visby Snitker, SnitkerGroup skrev:
Brugerfladen i Windows 8 er et totalt nybrud og en innovation. Det vil tage lang tid før en så stor forandring slår igennem på pc’en. Microsofts udfordring lige nu er, at selskabet har bygget noget, der er hamrende effektivt på den mobile platform, men som desktop på computeren holder det ikke.
Han mener, at det er kombinationen af en gammeldags desktop-brugerflade, der er bygget sammen med en trykbaseret brugerflade, der giver en ikke-intuitiv og skizofren oplevelse. Brugerfladen skal enten være det samme som før eller også skal det være let at lære. Windows 8 er ifølge Thomas Visby Snitker ingen af delene.
Hvis Microsoft havde lavet en brugerflade, der var nem at lære, ville der ifølge Thomas Visby Snitker være flere brugere af Windows 8.