Det blev tidligere på året officielt, at Mozilla arbejdede på to fysiske eksemplarer af firmaets kommende Firefox OS-smartphones, og nu har firmaet så via deres hjemmeside offentliggjort, at de to første Developer Preview-telefoner er klar til lancering startende fra i dag (tirsdag).
Geeksphone Keon og Geeksphone Peak, som de to telefoner er blevet døbt, kører således på en fuldstændig unlocked beta/developer-version af det nye Firefox OS, og enhederne vil ifølge Mozilla blive opdateret løbende. De to enheder er i første omgang mest møntet på app-udviklere og andre faginteresserede, og som almindelig kunde anbefales det derfor, at man venter på mere brugervenlige udgivelser.
Keon-modellen, der er den orange af de to til højre, er low-end enheden, der med en 3,5” skærm med HVGA-opløsning, en 1 GHz Snapdragon S1 processor og 521 MB RAM har fået et prisskilt, der lyder på 118 amerikanske dollars før skat.
Peak-modellen, der så er den hvide af de to, er i modsætning til Keon-modellen en high-end enhed, der med et 4,3” qHD IPS-display, der tillader ægte hd, 1,2 GHz Snapdragon S4-processor og 512 MB RAM ligner en god kandidat til et kommende Mozilla smartphone-flagskib til den sølle pris af 195 amerikanske dollars før skat.