mboost-dp1

Wikimedia

Facebook vil skrue ned for provokerende indhold

-

Facebook vil forsøge at skrue ned for provokerende og sensations-drevet indhold.

Facebook-chefen Mark Zuckerberg forklarer i et længere nyhedsopslag, at brugerne naturligt engagerer sig mere med provokerende og sensations-drevet indhold. Den slags indhold vil de gerne skrue ned for.

Han skriver, at jo tættere på grænsen til at være problematisk et opslag er, jo mere engagerer brugerne sig.

De vil ikke rykke grænsen, men vil i stedet ændre algoritmerne, så indholdet ikke når så bredt ud.

De træner deres AI-systemer til at kunne opdage indhold, der er på grænsen til at være forbudt område, og så distribuerer Facebook dette indhold mindre.

Med denne ændring vil de fokusere mest på misinformation og click-bait. Disse områder klager folk, ifølge Zuckerberg, meget over, selvom de bliver ved med at engagere sig med den slags indhold.

Google

Google tager patent på motoriserede VR-sko

-

Google har taget patent på et sæt motoriserede VR-sko, der gør det muligt at gå og løbe uden at rykke sig.

Hvis man ikke har plads til et løbebånd i ens stue til at spille VR, så kan Googles nye patent måske hjælpe i fremtiden.

Google har nemlig taget patent på VR-sko – eller VR-rulleskøjter – der har motoriserede rullebånd under, som sørger for at man bliver samme sted, selvom man går eller løber.

På denne måde kan man altså løbe i alle retninger i den virtuelle verden uden at løbe ind i væggene og møblerne i ens virkelige stue.

Ars Technica påpeger, at med et virkeligt produkt af denne type vil mange brugere formentlig have svært ved at holde balancen, da de vil være blinde overfor den virkelige verden med VR-briller på.

Samsung

Samsung tippes til at lancere jubilæums-version af Galaxy S10 med seks kameraer

- Via The Verge -

Udover de tre ventede Galaxy S10-modeller, tippes Samsung til at udgive en jubilæums-udgave med seks kameraer og 5G-understøttelse.

Det har længe været rygtet, at Samsung udgiver tre versioner af deres næste flagskib, Galaxy S10. Nu får vi første gang detaljer om en fjerde model – nemlig Beyond X.

Denne Galaxy Beyond X-model fejrer de ti telefoner i Samsungs Galaxy S-serie.

Ifølge Wall Street Journal har denne jubilæums-model en stor 6,7-tommers skærm, seks kameraer i alt (fire bagpå, to foran), og så understøtter den også 5G-internet.

De tre andre Galaxy S10-modeller forventes at ramme markedet først med skærmstørrelser, der veksler mellem 5,8 tommer og 6,4 tommer.

Samsung Galaxy Beyond X forventes ude, når de første teleselskaber begynder at tilbyde 5G-internet.

Google

Google udgiver Android Pie-app til at styre mobil-forbrug

-

Google har udgivet en ny app til Android Pie-enheder, der kan hjælpe med at kontrollere ens skærmtid.

Google-appen ‘Digital Balance’ – eller ‘Digital Wellbeing’ i USA – er blevet udgivet og kan nu hentes af dem med kompatible telefoner med Android Pie installeret.

Google afslørede allerede appens funktioner tilbage i maj. ‘Digital Balance’ gør det muligt at se, hvor meget tid man har brugt i hver app, hvor mange gange man har låst sin telefon op, og hvor mange notifikationer man har modtaget.

Derudover kan man sætte timere for hver app, så man eksempelvis ikke bruger Facebook eller YouTube for meget.

Instagram har for nyligt introduceret en lignende funktion – læs mere her.

Hvis man har en telefon med Android Pie kan man finde Googles ‘Digital Balance’-app på Play Store her.

Google

Apple-chefen Tim Cook forsvarer søgemaskine-handel med Google

-

Apples chef, Tim Cook, forsvarer milliardhandel med Google om at bruge deres søgemaskine som standard-søgemaskine. 

Apple modtager milliarder fra Google. Dette gør Apple, fordi de bruger Googles søgemaskine som default-søgemaskine i Safari på deres forskellige enheder.

Apples chef, Tim Cook, har ellers tidligere kritiseret Google for deres brug af data, men i et interview med Axios forsvarer han nu handlen med søgegiganten.

Han fortæller at situationen ikke er perfekt, men at Google har den bedste søgemaskine. Derudover har Apple indbygget sikringer i deres Safari-browser som privat browsing og forhindring af tracking på tværs af sider, fortæller Cook.

Ifølge Bloomberg, modtager Apple mellem tre og ni milliarder dollars igennem denne handel med Google.

Valve

Valve producerer ikke flere af deres Steam Link-boks

-

Valves Steam Link-boks gør det muligt at streame spil fra ens PC til et TV, men Valve laver ikke flere af dem.

Det er slut med Steam Link. Valve laver officielt ikke flere af den lille TV-boks, der lader en streame PC-spil til ens TV – som et slags trådløst HDMI-stik.

I et opslag på Steam, skrives der, at deres forsyninger af Steam Link-hardware er sluppet op i Europa og er ved at slippe op i USA.

Valve vil stadig understøtte den eksisterende Steam Link-hardware sammen med Steam Link-appen, der kan fås til mange telefoner, tablets og fjernsyn.

Google

Chromecast kan nu synkroniseres med Google Home-højtalere

-

Det er nu muligt at synkronisere ens Chromecast-forbundne enheder med ens Google Home-højtalere.

Google har nu tilføjet endnu en måde, hvorpå man kan forbinde enheder til ens smart-højtalere. Chromecast og Chromecast Audio kan nemlig nu synkroniseres med ens Google Home-højtalere, skriver Engadget.

I starten af året gjorde Google det også muligt at forbinde ens Google Home-højtalere til Bluetooth-højtalere i ens hjem.

Dette betyder, at det nu er endnu nemmere at bruge en smart-højtaler til at styre alle højtalere i ens hjem, da man både kan gøre dette via Bluetooth eller via en wifi-forbundet Chromecast.

Hvis man forbinder et TV til en ‘højtalergruppe’ via en Chromecast, kan dette TV også vise information om den sang, der bliver spillet – eller man kan bruge ens Google Home som en ekstra TV-højtaler.

Funktionen er begyndt at blive udrullet, ifølge Google.

Synaptics

Forskere kan snyde fingeraftrykslæsere med AI-skabte fingeraftryk

-

Et hold forskere har med kunstig intelligens lavet fingeraftryk , der kan snyde fingeraftrykslæsere på eksempelvis telefoner.

Forskere fra New York University har brugt et neuralt netværk til at lave kunstige fingeraftryk, som de kalder ‘DeepMasterPrints’, der kan snyde fingeraftrykslæsere.

Det skriver The Guardian.

Disse ‘DeepMasterPrints’ fungerer som biometriske hovednøgler, der kan snyde fingeraftrykslæsere.

I en test med en fingeraftrykslæser med en fejlrate på 1 ud af 1.000, der kunne de kunstige fingeraftryk snyde læseren i et ud af fem tilfælde.

De gør de ved at udnytte sårbarheder i almindelige fingeraftrykslæsere. Af ergonomiske grunde så scanner disse læsere ikke hele fingeren, men scanner i stedet et udsnit, som kan holdes op imod det fulde fingeraftryk.

Derudover udnytter forskernes kunstige fingeraftryk det faktum, at der er en række ligheder i personers fingeraftryk, der er mere almindelige end andre.

Derfor kan de bruge AI til at lave en masse fingeraftryks-udsnit, der har disse hyppige kendetegn.

Newz

Googles søgemaskine kan være på vej til at få en kommentar-funktion

-

Googles søgemaskine ser ud til at få en kommentar-funktion.

Muligvis som et slags alternativ til Google+, der blev lukket ned i oktober, så vil Google-brugere måske snart kunne kommentere på søgeresultater i selskabets søgemaskine.

Funktionen er tilsyneladende ved at blive testet på sports-resultater i søgemaskinen, skriver 9To5Google.

Ligesom at man eksempelvis kan anmelde forskellige steder i Google, vil man altså kunne lave kommentarer i den såkaldte ‘overview box’, der kommer frem, hvis man søger på bestemte sportsresultater.

denne Google-side kan man læse og administrere ens Google-kommentarer sammen med ens anmeldelser.

huawei

Huawei lancerer deres egen stemmeassistent uden for Kina

-

Huawei er tilsyneladende på vej med en AI-stemmeassisent til lande uden for Kina.

Huawei er muligvis på vej til at skulle konkurrere med Google Assistant og Amazons Alexa, da de lancerer en AI-assistent uden for Kina.

Det fortæller Huawei-chefen Richard Yu til CNBC.

På nuværende tidspunkt bruger Huawei deres egen stemmeassistent, Xiaoyi, i Kina, imens de bruger Google Assistant og Amazons Alexa, når de lancerer smartphones eller smart-højtalere, som deres AI Cube, uden for Kina.

Konkret fortæller Huawei-chefen Yu, at de har brug for mere tid til at udvikle deres AI-tjenester, men de vil udvide disse uden for Kina i fremtiden.

Yu giver ikke nogen tidsramme og fortæller heller ikke, hvor i verden, de vil lancere deres AI-stemmeassistent.