Den franske elektronikproducent Archos har allerede et par bud på en tablet-computer, men til sommer vil de lancere en ny, som de satser på skal vinde markedsandele fra Apple.
Der er tale om, en Android 3.0-baseret tablet, som kommer udstyret med en dual-kerne Cortex A9-baseret Soc, der vil arbejde ved op til 1,6 GHz, hvilket gør den til den hurtigste på markedet ved udgivelsen.
Oprindeligt var det forventet, at tablet-computeren, der er en del af Archos’ såkaldte Gen 9-serie af tablets, ville blive annonceret i forbindelse med IFA-messen i Berlin til september. Ved en nylig afholdt pressekonference kunne firmaet dog oplyse, at de satser på en officiel annoncering til juni.
Udover den hurtige processor vil Archos, som den eneste tablet-producent, indbygge en 250 GB harddisk, men derudover er det småt med detaljer om hardwaren. Prisen er dog oplyst, og den vil starte ved €400, eller cirka 3.000 kroner.
Bemærk: Billedet er ikke af den nye tablet, men af deres Archos 101.