I en tid, hvor flere og flere oplysninger lagres og behandles elektronisk, er sikkerheden for eksempelvis hemmeligholdelse af data blevet mere virtuel. I gamle dage bestod sikkerheden af store låse og stærke mure, for oplysninger kunne kun tilgås fysisk. I dag kan datatyve smutte uset igennem virtuelle huller, der nogle gange først opdages længe efter at tyveriet har fundet sted.
Vi oplevede det selv på newz.dk. Og det er sket mange gange over hele verden. Det, der bare ikke må ske, er sket, og kan være frygteligt ubehageligt for de involverede: Sikkerheden har lidt en brist!
Uanset hvor vi færdes, sættes et lille digitalt fodaftryk for eftertiden, der tjener et-eller-andet formål, afhængig af situationen. Vi giver frivilligt oplysninger om os selv til debatforaer og handelsmænd på nettet, og påtvinges samtidig at oplysninger lagres i offentlige systemer. Vi sætter vores lid til, at andre håndterer vores private data fortroligt.
Hr. og Fru Danmark har ikke nødvendigvis indgående kendskab til SSL og HTTPS, men er opfostret til at have tillid til, at når man ser hængelåsen nede i højre hjørne af browseren, så er forbindelsen sikker. De fortrøstes ved, at Dankort-betalinger over internettet er sikre og anerkender at deres færden overvåges og logges med henblik på at forhindre og opklare it-kriminalitet.
Groft sagt, så er sikkerhed for de fleste noget, der automatisk håndteres af andre, man har tillid til. Det er ikke stort anderledes end i gamle dage, hvor oplysninger fandtes på indekskort i aflåste skabe. Forskellen ligger dog i, at sikkerheden, set med de almindelige forbrugeres øjne, i dag ikke er synlig, simpel og logisk, hvor man i gamle dage med det blotte øje kunne se, at en dør lavet af pap var let at bryde op.
Er det nødvendigt at forstå, hvordan it-sikkerhed fungerer for at føle sig tryg? Er det rimeligt at fralægge sig ansvaret for sin egen (og andres) sikkerhed, blot fordi man ikke har overskud til at sætte sig ind i det? Kan man færdes i den moderne verden, uden at burde kende til grundlæggende beskyttelse?
Flere internetudbydere har antivirus og blokerede porte som en del af deres pakker. Selvom det beskytter de fleste for mange gener, så er det også en ulempe for de, der faktisk har forstand på selv at sikre sig. Men hvem skal bestemme, om man er kompetent til at få åbnet for “de farlige porte”? Hvem er ansvarlig for den sårbare computer, der nu er blevet en del af et omfattende bot-net?
Debatten er åben – fortæl, hvad du mener om sikkerhed og ansvar, også selvom du har svar på spørgsmål, der ikke lige blev stillet i dette oplæg.
Links til relevant læsning:
Rapport: Dansk beskyttelse af private data for ringe
Logningsdata må kun gemmes et år
Når der sløses med it-sikkerheden
http://www.itst.dk/it-sikkerhed
- Forside
- ⟨
- Forum
- ⟨
- Nyheder
Gå til bund