mboost-dp1

Snap Inc.

Snap lancerer nye kamera-solbriller

-

Snapchat-udvikleren har lanceret nye, mere diskrete kamera-solbriller.

Snap introducerede i slutningen af år 2016 deres Spectacles – et par solbriller med indbygget kamera. I april lavede de efterfølgeren Spectacles 2. Og nu har de lanceret et nyt design, der ligner et rigtigt par solbriller mere end de tidligere modeller.

Nico og Veronica hedder de nye versioner af Spectacles 2.

Udover at være vandtæt og automatisk synkronisere med Snapchat på ens telefon, som var tilfældet med gamle Spectacles, så har de nyt designede solbriller fået polariserede glas og et nyt etui.

De nye Spectacles 2 kan købes nu og koster 229 euro, hvilket er lidt dyrere end de originale Spectacles 2, der koster 175 euro.

 

Telenor

Telenor aktiverer Danmarks første mobilmast med 5G-teknologi

-

Telenor har aktiveret Danmarks første mast med 5G-teknologi, der nu kan levere hastigheder op til 1 Gbit/s.

Hastigheder på 1 Gbit/s er kun opvarmning til fremtiden efter, at Telenor har aktiveret deres første 5G-mast.

Hastigheden er dog stadig det hurtigste man kan opleve på et live mobilnet i Danmark. Man kan selv prøve det i Indre København, hvor masten ligger, hvis man har en telefon, der understøtter teknologien.

Masten bruger avanceret 4G-teknologi til at levere den nuværende hastighed, og denne mast skal så danne grundlaget for den fulde 5G-udrulning i landet, der starter med en række tilsvarende opgraderinger i det kommende år.

Når først det endelige 5G-netværk er udrullet vil hastighederne være meget højere. I Norge har Telenor målt hastigheder over 70 Gbit/s, hvilket de siger er cirka 700 gange højere end 4G.

Hvis man gerne vil prøve det hurtige net i Indre København kræver det, at man har en telefon, der er udstyret med 4,9G, som også bliver kaldt Pre-5G og LTE Advanced Pro. Man kan derfor bruge telefoner som Samsung Galaxy S9 og S9+ eller kommende 5G-telefoner som Xiaomis Mi Mix 3.

Samsung

Samsungs strategi-skifte: Nye funktioner kommer til ‘mid-range’-telefoner først

- Via cnbc -

Samsung skifter strategi og har planer om at lade nye funktioner kommer til billigere ‘mid-range’-telefoner først.

Nye tilføjelser og funktioner rammer som regel flagskibs-telefonerne først, men det har Samsung planer om at ændre på, fortæller mobil-chefen DJ Koh.

De nye, vilde funktioner skal i stedet ramme såkaldte ‘mid-range’-telefoner først – det vil sige telefoner som dem i Samsungs Galaxy A-serie. Galaxy A8 kostede eksempelvis 3.899 kroner, da den udkom i starten af året.

Det er angiveligt også planen, at dette års Galaxy A-telefon vil være den første, der følger den nye strategi.

En ny funktion, der formentlig ikke rammer ‘mid-range’-telefonerne først, er foldbare skærme. Samsung har tænkt sig at afsløre en ny telefon med foldbar skærm senere i år – læs mere her.

Strategi-skiftet sker formentlig på grund af manglende salg af flagskibs-telefoner, og som Koh siger det, så handler det om at fokusere på millenials, der ikke har råd til den nyeste flagskibs-telefon.

Xiaomi

Xiaomis nye flagskib med pop-ud-kamera understøtter 5G

-

Xiaomis notchfri flagskib Mi Mix 3 med ‘camera slider’ understøtter også 5G.

Kinesiske Xiaomi fik for nyligt afsløret deres flagskib Mi Mix 3 uden notch og med en såkaldt ‘camera slider’, der kan ses demonstreret nedenfor. Men udover de funktioner understøtter den kommende Xiaomi-telefon også 5G-internet.

(mere…)

Nubia

Nubias nye OLED-smartphone sidder rundt om håndleddet

-

Nubia har lavet, hvad de kalder en ‘wearable smartphone’, der kan sidde rundt om håndleddet.

Det er meget tæt på at være et smartwatch, da man kan have den rundt om håndleddet. Men Nubia Alpha er ifølge firmaet selv alligevel noget andet – nemlig en ‘wearable smartphone’.

Nubia Alpha er en android-styret smartphone med en OLED-skærm, der kan bøje sig rundt om brugerens håndled.

Den version de nu har fremvist er stadig en prototype, men Nubia tror selv, at de vil have et produkt på markedet i Kina inden året er omme.

Nubia vil dog ikke afsløre nogle form for specs eller pris, og telefonen kommer med det problem, at det vil være langt de færreste apps, som man vil kunne bruge på den, da udviklerne skal tage højde for den aflange smalle skærm.

Bøjelige og foldbare skærme er tilsyneladende på vej frem, da blandt andre Samsung er på vej med en telefon med en skærm, der kan foldes – læs mere her.

IndVideos

Samsung vil afsløre deres telefon med foldbar skærm i år

- Via cnbc -

Samsungs længe ventede telefon med foldbar skærm får sin debut senere i år.

En telefon med en skærm, der kan foldes har længe været på tegnebrættet hos Samsung. Nu fortæller Samsungs mobil-chef, DJ Koh, at de næsten er færdige med udviklingen, og at de vil afsløre den foldbare telefon allerede i år.

Koh har også før sagt, at Samsung vil være de første med den nye slags telefon og hentyder nu yderligere til, at Samsung kunne afsløre telefonen ved deres udvikler-konference i november.

Chefen kom også med et par detaljer om den foldbare telefon. De fleste af funktionerne på telefonen kan udføres, når den er foldet sammen, men når man så skal browse eller se noget, så kan man folde den ud.

Koh uddyber, at Samsung ønsker, at der skal være en mening med den foldbare telefon, så den ikke bare er en tablet, når den så er foldet ud.

Disse detaljer peger altså i en anden retning end det nyligt rygtede design, hvor man umiddelbart ikke kan bruge telefonen, når den er klappet sammen.

Synaptics

Apple vil angiveligt ikke have ‘in-screen’ fingeraftrykslæsere på fremtidige iPhones

- Via 9to5mac -

Apple vil angiveligt ikke indføre fingeraftrykslæsere i skærmen på deres iPhones i den nærmeste fremtid.

I den nærmeste fremtid vil Apple tilsyneladende holde sig til Face ID som oplåsnings-teknologi på deres iPhones, som de indførte med X-modellen.

Apple-analytikeren Ming-Chi Kuo melder nemlig, at der ikke vil være fingeraftrykslæser i skærmen på hverken de nye iPhones, der kommer i år eller næste års iPhones.

Det vil ellers angiveligt være tilfældet med rivalen Samsungs kommende Galaxy S10-modeller – læs mere her.

At de nuværende sensorer ikke fungerer så godt med OLED-skærme er en af grundende til, at Apple ikke er interesseret i en såkaldt ‘in-screen’ fingeraftrykslæser – sammen med det faktum, at man kun kan bruge læseren et bestemt sted på skærmen og ikke hele skærmen.

Den 12. september forventes Apple at afsløre deres to iPhone XS-modeller med OLED-skærme og en tredje billigere model med LCD-skærm, der altså alle vil bruge Face ID og ikke Touch ID.

Google Inc.

Google Assistant kan nu forstå to sprog samtidig

-

Googles kunstigt intelligente assistent kan nu forstå to sprog samtidig. 

Imens Google Assistant har lært svensk og vi venter på, at den kan tale dansk, så har Googles AI-assistent lært et nyt trick.

Google har afsløret, at deres Assistant kan indstilles til at kunne to sprog samtidig. Det betyder, at man kan tale til den og skifte mellem to sprog i flæng, og assistenten vil stadig forstå en.

De sprog der understøtter den nye funktion er engelsk, tysk, fransk, spansk, italiensk og japansk, men flere sprog vil blive tilføjet i de kommende måneder.

Google har tidligere lovet, at Google Assistant snart vil kunne mange nye sprog og herunder dansk inden året er omme.

HTC

HTC lancerer den billige ‘mid-range’-telefon U12 life

-

HTC er på vej med en billig ‘mid-range’-telefon, der låner design fra deres ‘high end’-telefoner.

HTC lancerer en billigere telefon i deres anmelderroste U-serie. Og HTC hævder selv, at den kommende U12 life giver en snert af ‘high end’ til den halve pris.

Design-mæssigt minder den hvert fald om den dyrere HTC U12+.

Den har også en 6-tommer skærm – dog med en FHD+-opløsning på 1080 x 2160 – og et dobbelt-kamera med 16 MP og 5MP, der kan levere den såkaldte Bokeh-effekt, hvor baggrunden sløres på et billede.

Derudover har den en Snapdragon 636-processor, et minijack-stik, 4 GB RAM, 64 GB lagerplads og et 3.600 mAh-batteri.

HTC U12 life udkommer i slutningen af september til en vejledende pris på 2.390 kroner.

Samsung

Samsung gør det snart muligt at deaktivere Bixby-knappen på Note 9

-

Samsung tilføjer tilsyneladende igen muligheden for at deaktivere Bixby-knappen på Galaxy Note 9.

For nyligt blev det afsløret, at det ikke var muligt at deaktivere knappen til at tilkalde Samsungs AI-assistent Bixby på den nye Note 9, som det ellers var muligt med Galaxy S9 og Galaxy Note 8 – læs mere her.

Det er Samsung tilsyneladende på vej til at gøre noget ved. I et svar på Twitter skriver den tyske Samsung-afdeling, at muligheden for at deaktivere Bixby-knappen vender tilbage i slutningen af september.

Det vil altså stadig ikke være muligt at gøre sådan, at Bixby-knappen åbner en anden app, men det vil i det mindste være muligt at deaktivere den, så man ikke ved et uheld kommer til at tilkalde Bixby.

AI-assistenten Bixby taler ikke dansk og kritiseres for at mangle funktioner sammenlignet med Apples Siri og Google Assistant.