mboost-dp1

SXC - guitargoa

Pc-markedet forventer vækst i anden halvdel af 2012

- Via BusinessWeek - , redigeret af Net_Srak

Analytikerne hos IDC forventer, at pc-salget vil stige i anden halvdel af 2012, særligt på grund af lanceringen Windows 8 og det voksende marked for ultrabooks.

Væksten ventes dog stadig kun at være på 5 %, et godt stykke under den vækst, som markedet oplevede, da det voksede mest. Dengang steg salget årligt med mere end det dobbelte.

Til gengæld er det mere end væksten sidste år, hvor markedet voksede med blot 2 %. Den positive vækst skyldtes primært de nye markeder i forholdsvist fattige lande, mens væksten faldt med 9 % på modne markeder så som USA og Vesteuropa.

Ifølge IDC skyldes den lave vækst blandt andet, at tablet-computere har spist store dele af pc-salget. For at vinde forbrugerne tilbage, mener de, det vil kræve nye produkter, som blandt andet Windows 8 og ultrabooks kan levere.

Samsung

Rygte: Samsung Galaxy S III kommer med trådløs opladning

- Via The Verge - , redigeret af Pernicious

Trådløs opladning er et af de mange koncepter, der den seneste tid har været et meget populært emne på smartphone-fronten, men hvis man ønsker at prøve teknologien i øjeblikket, kræver det en klodset adapter.

Dette har Samsung dog tænkt sig at gøre noget ved, i hvert fald hvis man skal tro de seneste rygter, der påstår, at Samsungs kommende flagskib Galaxy S III kommer med indbygget adapter til trådløs opladning.

Koreanske DDaily rapporterer såldes, at Galaxy S III vil have teknologien til trådløs opladning indbygget bag i telefonen allerede fra fabrikkens side. Ifølge DDaily behøver Samsungs kommende flagskib således ikke engang at være i direkte kontakt med opladningspladen, men derimod bare befinde sig i et område 1-2 meter derfra.

Viser dette sig at være sandt gør Samsung op med den teknologi man kender i dag, hvor enhedens bagside skal være i direkte kontakt med opladningspladen for at fungere.

Yahoo

Endnu en førende Yahoo-forsker skifter arbejdsplads

- Via All Things Digital - , redigeret af Pernicious

For godt to uger siden kom det frem, at chefen for Yahoo Labs skiftede arbejdsplads til Google. Nu forlader endnu en af de ledende figurer i Yahoo også firmaet; denne gang er det Raghu Ramakrishnan, der skifter til Microsoft.

Læs også: Yahoo Labs-chef skifter til Google

Ramakrishnan har arbejdet for Yahoo i seks år, og har i den tid været ledende forsker for flere af firmaets projekter. Blandt andet har han arbejdet med firmaets søgemaskine og cloud-platform, og han var også aktiv i forskellige projekter for Yahoo Labs.

Derudover er Ramakrishnan databaseekspert, og har blandt andet skrevet bogen “Database Management Systems” sammen med en kollega. Derfor ser det ud til, at han bliver en del af Microsofts SQL-hold.

Yahoo har i skrivende stund ikke villet kommentere på historien.

newz.dk

Sverige nærmer sig det kontantløse samfund

- Via CBS - , redigeret af Pernicious

Ifølge Associated Press nærmer vores naboland Sverige sig det kontantløse samfund, hvor man i stedet betaler via eksempelvis kreditkortet eller telefonen.

Kontanter dækker for 3 % af landets økonomiske transaktioner, mens tallet i gennemsnit ligger på 9 % for Europa og 7 % for USA.

Ifølge Svenska Bankföreningen er faldet i brugen af kontanter tydeligt afspejlet i antallet af bankrøverier, der er faldet fra 110 i 2008 til 16 i 2011, hvilket er det laveste antal røverier siden foreningen begyndte at tælle for 30 år siden. Antallet af røverier af pengetransporter er angiveligt også faldet.

Par Karlsson, Svenska Bankföreningen skrev:
Less cash in circulation makes things safer, both for the staff that handle cash, but also of course for the public.

Til gengæld er antallet af digitale svindelsager steget til næsten 20.000 i 2011 mod 3.304 tilbage i 2000. Samtidig kan digitale pengetransaktioner spores, hvilket kan give anledning til bekymringer om privatlives fred.

Eksperter regner dog ikke med, at Sveriges kontanter forsvinder lige med det samme, men i stedet at brugen af dem fortsat vil falde, i takt med at digitale betalingsmuligheder udbredes.

pocketnow

Salget af Windows Phone overgår Symbian-salget i England

- Via Slashgear - , redigeret af Pernicious

Ifølge en markedsanalyse af det britiske smartphone-marked lavet af analysebureauet Kantar Worldpanel, ser det nu ud til, at Microsofts og Nokias reklamesatsning har givet pote. Undersøgelsen viser nemlig, at Windows Phone 7 for første gang nogensiden er blevet solgt i større antal end det er tilfældet med Symbian-styrede enheder over en periode på tre måneder.

Analysen siger, at 2,5 procent af alle britiske brugere købte en Windows Phone-smartphone, mens kun 2,4 procent købte en Symbian-telefon. Analysen er som nævnt lavet over en tre måneders periode, der sluttede den 19. februar.

Dette er naturligvis en god nyhed for Microsoft, men også Nokia kan være stolte af statistikken, da hele 87 procent af de solgte Windows Phone-enheder var Lumia 800-telefoner.

Også i Tyskland er Windows Phone i heftig fremgang, hvor markedsandelen nu lyder på 3,1 procent.

Udover Windows Phone-fremgangen viser analysen også, at Apple stod for 28,7 procent af de solgte enheder, mens Android stod for 48,5 procent over samme periode.

Microsoft Corporation

Rygte: Windows 8 kommer i butikkerne til oktober

- Via Bloomberg - , redigeret af Pernicious

Ifølge kilder, der har bedt om at forblive anonyme, vil Microsoft færdiggøre deres kommende operativsystem i juli måned, så det er klar til at blive sat til salg engang i oktober.

Operativsystemet vil ifølge kilderne fungere både på Intel- og ARM-processorer, sådan som Microsoft tidligere har lovet. Ved operativsystemets lancering vil der dog kun være fem produkter klar til handlen, som benytter ARM’s chips, i forhold til de mere end 40 produkter med Intel-processorer, der vil kunne købes efter lanceringen.

Det fortælles også, at Microsoft vil holde en event i april måned, hvor de offentliggør dette lanceringstidspunkt. Datoen i oktober skal angiveligt gøre, at Microsoft har et produkt klar, når julesalget går i gang.

Google

Googles Motorola-aftale venter stadig på kinesisk accept

- Via Bloomberg - , redigeret af Pernicious

Googles aftale om at overtage Motorola Mobility for noget svarende til 70 milliarder danske kroner afventer stadig accept fra Kinas antitrust agency. Aftalen er allerede blevet accepteret i både USA, EU og de andre retsområder verden over, hvilket efterlader Kina som sidste bump på vejen.

Dette ser dog ikke ud til at påvirke Kina, der netop har igangsat anden runde af deres undersøgelser, hvilket kan forårsage yderligere forsinkelser.

Google og Motorola forventer dog stadig, at aftalen er gennemført i løbet af første halvdel af året, mens de ikke kan love, at Kina når at acceptere aftalen.

Aftalen blev annonceret sidst i 2011, hvor Google opkøbte Motorola for at få del i firmaets mange patenter i forsvaret af Android.

VIA Technologies, Inc.

Rygte: Samsung Galaxy S III kommer med quadcore og LTE

- Via CNET News - , redigeret af OnkelDunkel

En kilde fra Samsung fortæller til Korean Times, at Samsung Galaxy S III vil komme med Samsungs egen quadcore Exynos-processor. Desuden fortæller kilden også, at Galaxy S III vil understøtte 4G LTE.

Samsungs nye quadcore-processor Exynos vil køre med 1,5 GHz, hvilket er en opgradering i forhold til Samsung Galaxy S II og Galaxy Note, der begge kører med en dualcore-løsning.

Dette er tidligere fortalt af Boy Genius Report, hvor de udover at fortælle om quadcore-processoren på 1,5 GHz også fortæller, at Galaxy S III vil kunne byde på 4,8″-skærm.

Facebook

PIPE tillader fildeling via Facebook

- Via All Facebook - , redigeret af OnkelDunkel

Facebook-applikationen PIPE udkommer som en beta i næste uge, og vil give brugere af det sociale netværk mulighed for at sende hinanden filer på op til 1 GB.

PIPE benytter sig af Adobes Real Time Media Flow Protocol (RTMFP). RTMFP er en protokol, hvor to brugere forbinder sig til hinanden direkte og sender filer over UDP-protokollen til modtagerens cache. Dermed bliver filerne ikke sendt via Facebooks eller PIPEs servere. Adobe udviklede RTMFP til at lade Flash- og AIR-applikationer kommunikere med hinanden, og ifølge dem er RTMFP ikke beregnet til at blive brugt til fildeling.

PIPE starter på Facebook for at udnytte viral markedsføring, udtaler Simon Hossell, en af mændene bag projektet. Derefter er det planen at færdiggøre iOS-versionen, der i øjeblikket er findes i en alpha-udgave, for derefter at udvikle en Android-udgave.

Når man sender en fil via PIPE, får modtageren en chat-besked på Facebook, som linker til programmet og en video, der viser hvordan programmet bruges. Når PIPE installeres, begynder filen så at downloade.

Facebook opkøbte i februar Caffeinated Mind, der også tilbyder fildeling via Facebook. Desuden har Dropbox også integrationen med Facebook.

[i]Læs også: Dropbox tilbyder nu Facebook-deling.

DropBox

Dropbox tilbyder nu Facebook-deling

- Via VentureBeat - , redigeret af OnkelDunkel

Det er nu muligt for brugere, der anvender både Facebook og Dropbox, at dele filer og mapper med venner, der ligeledes har både en Dropbox- og en Facebook-konto.

Delingen foregår via Dropbox, som har implementeret et nyt værktøj, der tillader brugere at synkronisere Dropbox med deres Facebook, og derefter vælge den Facebook-ven, de ønsker at dele med.

Tiltaget er det seneste i en række fra Dropbox’s side, hvorved de forsøger at forblive en relevant tjeneste på et marked, hvor konkurrencen er hård med de tjenester, som Apple, Amazon og Google tilbyder.

Udover at have implementeret Facebook-deling har Dropbox den seneste tid også opdateret deres Automator-platform, der øger forbindelsen med Google Plus.