Rygtesprederne fra Pocketnow har atter sat gang i pressen, efter at bloggen for nyligt kunne fremvise billeder af, hvad der angiveligt skulle være en prototype af Googles måske kommende tablet, der tidligere er blevet kaldt Nexus Tab.
Tilbage i december begyndte rygterne om en tablet fra Google, efter at billeder var blevet vist flere steder på nettet, og nu ser rygterne ud til atter at spøge på flere hjemmesider.
Alle tidligere rygter peger på, at Google har i sinde at lancere en tablet til sommer, og at ASUS, der har haft stor succes med sin ASUS Transformer-tablet, skal producere den. At det er den ovennævnte tablet, der er tale om, er dog meget tvivlsomt.
Først og fremmest har Pocketnow ikke været i stand til at henvise til en kilde i sagen, og derudover synes der at være en vis form for uoverensstemmelse mellem et lækket Nexus Tab-billede, og dét, at Android Market stadig findes derpå som applikation, selvom Google for efterhånden længe siden ændrede navnet til Google Play.
Endvidere påpeges det, at tabletten til forveksling ligner den Toshiba-tablet, der blev fremvist til CES 2012.
På trods af, at tabletten dermed sandsynligvis er en forfalskning, kan det dog ikke afvises, at der er tale om et ældre billede af en Google Nexus Tab.