Det japansk-ejede britiske selskab, ARM dropper også samarbejdet med Huawei, hvilket kan gøre det svært for selskabet at udvikle chips i fremtiden.
Endnu et selskab har droppet at arbejde med Huawei, efter et amerikansk handelsforbud – læs om det her.
Denne gang er det ikke et amerikansk selskab, men ARM, der ligger i Storbritannien og har været ejet af det japanske selskab Softbank siden 2016.
ARM har instrueret ansatte i at stoppe alt arbejde, der har med Huawei at gøre, afslører interne dokumenter. Dette gælder trods den nylige udskydelse af handelsforbuddet på 90 dage.
ARM frygter tilsyneladende, at de kan være påvirket af handelsforbuddet, fordi deres chipdesigns indeholder teknologi, der oprindeligt stammer fra USA.
Det kan blive et stort problem for Huawei, da deres underselskab, HiSilicon, bruger chip-teknologi, der er udviklet af ARM.
Huawei og HiSilicon må stadig producere eksisterende chips, men fremtidige chips efter den kommende Kirin 985-processor skal altså udvikles fra bunden uden ARM-teknologi.
Alt dette sker samtidig med, at Google har droppet Android-samarbejdet med Huawei, ligesom Intel, Qualcomm og andre chip-producenter også har gjort.