Med det utilfredsstillende salg af Windows 8, har der gennem den seneste tid floreret rygter om, at den næste udgave af Windows vil komme før end planlagt. Seneste nyt er et tweet fra bloggeren WZor, der skriver, at Windows 9 vil være færdig i år.
Mere præcist oplyser WZor, som er kendt for tidligere at have lækket korrekte oplysninger om Microsoft-produkter, at Windows 9 vil være klar til produktion (RTM) den 21. oktober.
Viser oplysningerne sig at være korrekt, så vil det betyde, at den næste udgave af Windows vil være klar langt hurtigere end Microsofts normale tre års udgivelsescyklus.
Det forventes, at Microsoft vil løfte noget af sløret for Windows 9 ved den kommende BUILD-konference, der finder sted den 2. til 4. april i San Francisco.