mboost-dp1

Honda

Honda fremviser ny og forbedret ASIMO

- Via Honda - , redigeret af Pernicious

Honda har fremvist en ny version af deres ASIMO-robot, som vejer mindre, er klogere og mere behændig end forgængeren. Dermed er robotten angiveligt nu i stand til at tage vare på sig selv uden kommandoer fra mennesker.

Den nye ASIMO-robot indeholder sensorer, der giver den både syns-, høre- og følesans. Ved at samle informationer om sine omgivelser ved hjælp af disse sanser, kan ASIMO forudse sine omgivelser, samt hvilke situationer der finder sted omkring den.

Det betyder at robotten blandt andet kan genkende ansigter eller følge med i samtaler, hvor flere personer taler i munden på hinanden. ASIMO har også været på slankekur og vejer derfor nu 48 kg, 6 kg mindre end forgængeren. Robottens gangsystem er også blevet lavet om, så ASIMO nu kan gå på ujævne overflader, løbe med 9 km/t, løbe baglæns, hoppe på ét ben samt springe rundt.

Nedenunder kan du se en video, der viser nogle af ASIMOs nye færdigheder.

Flickr - saschaaa

RIAA-chef: Lovforslag for beskyttelse af ophavsretten slår ikke nettet ihjel

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Den administrerende direktør for Recording Industry Association of America (RIAA), Cary Sherman, har skrevet en gæsteartikel for teknologihjemmesiden CNET, for at svare tilbage på en anden artikel, der var kritisk over for blandt andet RIAA og deres tilgang til internettet.

Sherman opfordrer først og fremmest alle til at tage en dyb indånding, i stedet for at blive hysteriske over de mange nyhedshistorier om hvordan blandt andet RIAA’s lovforslag til at beskytte ophavsretten kommer til at dræbe internettet. I stedet opfordrer han til en debat med ordentlige og gennemtænkte argumenter.

Cary Sherman, RIAA skrev:
The answer simply can’t be to “do nothing.” Throwing up our hands or saying “we care about copyright theft but will offer no constructive ideas” is not an acceptable outcome or answer.

Sherman mener det er en selvfølge, at man gør noget imod de mange hjemmesider med hjemsted i lande som Kina og Ukraine, som udnytter piratkopiering til at tjene penge. Han peger på hjemmesiderne, som han mener har erstattet tjenester som LimeWire og Kazaa, som en stor grund til at den amerikanske musikindustris omsætning er faldet med $7 milliarder i løbet af det sidste årti.

Derefter bruges store dele af artiklen til punkt for punkt at svare tilbage på kritikken fra den anden artikel. Vil du læse hele Shermans svar, kan du finde det ved at følge linket til kilden.

Boeing

Dansker sender kræftceller ud i rummet

- Via Ingeniøren - , redigeret af Pernicious

Da den kinesiske raket Schenzhou 8 blev sendt ud i rummet 31. oktober fra Kina, var det med en noget udsædvanlig last.

Med sig om bord havde raketten nemlig levende skjoldbruskkirtel-kræftceller fra et menneske, som et led i et dansk forskningsprojekt, skriver Ingeniøren.

Projektet, som ledes af professor Daniela Grimm fra Aarhus Universitet, har til formål at undersøge, hvordan kræftcellerne påvirkes i vægtløs tilstand.

Tidligere forsøg med kræftceller i simuleret vægtløshed har nemlig vist, at det påvirkede måden cellerne voksede på, og at 30 procent af dem døde, fortæller Daniela Grimm.

Daniela Grimm skrev:
Vi ved ikke, hvad det er ved vægtløsheden, der gør, at cellerne opfører sig på den måde. Vi tror, der er flere forskellige årsager, kaldet ‘gravisensitive response elements’, og det er dem, vi håber at finde frem til ved forsøget.

I sidste ende er håbet, at resultaterne en gang kan bruges til at udvikle ny medicin til at bekæmpe kræft.

AskMen.com

Richard Branson investerer i Twitter-stifters PayPal-konkurrent

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

PayPal-konkurrenten Square, der er blevet startet af Jack Dorsey, som også var med til at stifte Twitter, har annonceret en investering af ukendt størrelse fra milliardæren Richard Branson.

Richard Branson skrev:
I’m very passionate about helping people start and grow successful businesses, and Square is an incredible technology that inspires and empowers everyone to be an entrepreneur.

Square har til formål at gøre det nemt at modtage betalinger fra kreditkort. Det forsøger de at gøre ved at tilbyde gratis kortlæsere, der kan forbindes til iPhone, iPad og Android-enheder, og derefter bruges til at betale med.

Square gennemfører årligt betalinger for mere end $2 milliarder, men er endnu ikke tilgængeligt uden for USA. Firmaet er dog begyndt at se på hvordan en international udvidelse skal gennemføres. Af store kunder kan blandt andet Apple, Wal-Mart og RadioShack nævnes.

PBS A/S

Politikerne vil undersøge mulighederne for mere sikker NemID

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious

Oven på den seneste tids kritik af sikkerheden omkring NemID vil et flertal i Folketinget nu undersøge, hvordan sikkerheden kan forbedres.

Hele balladen startede, da it-siden Version2.dk demonstrerede, hvor let det var at omgå sikkerheden på NemID og tilegne sig brugernes login-oplysninger.

Det fik i første omgang fagforeningen Prosa til at kritisere sikkerheden og efterlyse en en løsning, og nu følger politikerne også trop. Blandt andet socialdemokraternes it-ordfører Trine Bramsen.

Trine Bramsen til Version2 skrev:
Jeg er meget overrasket over, at det er så let at franarre folk deres identitet og misbruge den. Det har ikke været mit indtryk fra de oplysninger, jeg har modtaget om sikkerheden, fra NemID. Demonstrationen viser, at der er et udviklingspotentiale for NemID, som vi klart skal undersøge.

Socialdemokraterne bakkes op af både Venstre, Enhedslisten og de Konservative, som alle støtter en undersøgelse.

SXC - mcfly1980

Firma finder oplagt oliefelt ved Grønland

- Via Ingeniøren - , redigeret af Pernicious

Jagten på olie langs Grønlands kyst fortsætter ufortrødent, uden at nogen indtil nu har fundet den helt store gevinst.

Men nu kan det skotske selskab Cairn Energy ifølge Ingeniøren oplyse, at de har gjort det hidtil mest lovende fund 202 kilometer vest for Nuuk.

Ifølge en børsmeddelelse er Cairn Enery stødt på et 50 meter tykt lag sand i 909 meters dybde med såkaldt oliereservoir-kvalitet, hvilket betyder, at sandet er løst nok til, at olien kan transporteres igennem, hvis der skulle være noget nedenunder.

Der skal dog stadig yderligere undersøgelser til, før Cairn Energy kan sige, om der er olie under sandet, men indtil videre er efterforskningen besværliggjort af boremudder.

Google Inc.

Ingen konkurrencer på Google+

- Via TechCrunch - , redigeret af Avenger-

Google har netop gjort det muligt for firmaer og selskaber at oprette sider på deres sociale netværk Google Plus.

Men der er en hage. I modsætning til konkurrenten Facebook vil Google nemlig ikke tillade, at selskaberne bruger deres Google Plus side til at afholde konkurrencer, lodtrækninger eller lignende promotion.

I stedet oplyser Google, at selskaberne må hoste deres konkurrencer på eksterne sider og linke til dem på Google Plus bagefter.

Google+ Pages Contest and Promotion Policies skrev:
You may not run contests, sweepstakes, offers, coupons or other such promotions (“Promotion”) directly on your Google+ Page. You may display a link on your Google+ Page to a separate site where your Promotion is hosted

Hvis man overtræder disse retningslinjer forbeholder Google sig retten til at blokere eller fjerne siderne eller i værste fald blokere brugerens Google-konto.

Hvad der ligger til grund for denne beslutning vides endnu ikke, men Techcrunch spekulerer i, om det kan være fordi, Google endnu ikke har det fornødne jura på plads til at have konkurrencer kørende på deres sociale netværk.

sxc.hu - lusi

Augmented reality giver levende avis

- Via Wired.com - , redigeret af Avenger-

Aviser med levende billeder og tekst ligger måske stadig et stykke ude i fremtiden, men det næstbedste er lige på trapperne.

Ved hjælp af augmented reality og browseren Aurasma har mediehuset United Daily News fra Taiwan lavet en app, som kan gøre deres avis levende.

Når dagens avis ses gennem kameraet på en mobiltelefon vil billederne således blive til videoindslag, mens teksten løbende opdateres i løbet af dagen, når historien udvikles.

Ifølge Aurasmas direktør, Martina King, giver applikationen de traditionelle trykte medier et hårdt tiltrængt rygstød i kampen mod internettet.

Martina King, direktør i Aurasma skrev:
For the first time, traditional media such as printed newspapers can deliver the latest interactive digital content and benefit from revenue streams previously the preserve of mobile and online channels.

En kort videodemonstration af applikationen kan ses ved at følge linket i overskriften.

Christian-Albrechts-Universität

Forskere fremviser naturinspireret tape, der kan genbruges tusindvis af gange

- Via Gizmag - , redigeret af Avenger-

Forskere fra Zoologisk Institut ved Christian-Albrechts-Universität i Kiel har med inspiration fra blandt andet insekter udviklet en type af tape, som kan bære vægten af en mand, og genbruges flere tusinde gange uden at miste sin effekt.

Flere insekter kan uden problemer gå på en vertikal overflade. Det skyldes blandt andet, at deres fødder og ben er dækket at tusindvis af små hår, som øger insektets kontakt med overfladen.

Forskerne udnyttede dette ved at sætte mønstre af meget små hår på silikonetape, og fandt dermed frem til en tape, som var mindst to gange sværere end normal tape at rive af en flade.

Tapen virker også under vand, og efterlader efter sigende ingen mærker på fladen, den har siddet på. En af forskerne formåede endda med et stykke tape på 20 x 20 cm at hænge sig fra loftet, som det kan ses på billedet til højre.

Adobe

Adobe standser udviklingen af Flash til mobiler

- Via ZDNet - , redigeret af OnkelDunkel

Adobe har i en kort pressemeddelelse til ZDNet fortalt, at de stopper al udvikling af Flash til smartphone-browsere. Firmaet lover dog fortsat at rette kritiske sikkerhedsfejl i Flash til Android og PlayBook.

I stedet vil firmaet fokusere på gøre det muligt for udviklere at lave sine Flash-applikationer til rigtige apps, ved hjælp af Adobe AIR, så de derefter kan sælges igennem mobiloperativsystemernes butikker. Derudover øges fokus også på HTML5 generelt samt på deciderede apps til de forskellige systemer.

Beslutningen skyldes formentlig, at både Apple og Microsoft har udvist stor modstand over for Flash og plug-ins i det hele taget. Apple har længe været under beskydning for ikke at ville have Flash på deres iOS-platform, men Microsoft har bakket dem op ved også at udelukke alle plug-ins fra Metro-browseren i det kommende Windows 8.