Under en mere intim Apple-event i aftes blev der blandt andet præsenteret helt nye iMacs.
De nye iMacs har designmæssigt ikke bevæget sig særlig langt fra forgængeren. iMacen består nu primært af aluminium og glas, noget som normalt har været forbeholdt den professionelle serie, såsom Mac Pro og MacBook Pro.
iMacen er også blevet noget tyndere og har nu også fået den omdiskuterede glansoverflade på skærmen.
Indvendigt i iMacen er der dog sket en større forbedring, den største processor er nu en Core 2 Extreme clocket til 2.8GHz; man kan få op til 4GB RAM og op til 1TB lagerplads.
Apple har også valgt at fjerne den mindste model, 17″, så man nu kun kan få 20″ og 24″. Priserne starter ved 9.199,00 kroner.
Steve Jobs, direktør for Apple, præsenterede også et nyt aluminiumstastatur, som der dog har floreret billeder på nettet af i lang tid.
Der blev endvidere præsenteret en meget ventet opdatering af Apples kreative pakke, iLife. iLife ’08 er blevet opdatere med nye funktioner, blandet andet iPhoto, iMovie og GarageBand. Desuden blev .Mac også opdateret og vil nu arbejde bedre sammen med iLife.
Som et modspil til Excel har Apple nu udviklet et regnearkprogram kaldet Numbers, og som vil indgå i iWork-pakken, sammen med Pages og Keynote.
Udover iMacen, blev Apples lavbudget-mac, Mac Mini også opdateret, væsentligst med en Core 2 Duo processor.
Ved siden af de forskellige præsentationer, valgte Steve Jobs også at lave en såkaldt Q&A, hvor folk kunne stille spørgsmål.
Af disse fremgik det blandt andet, at der inden længe vil komme en opdatering til Apple TV, at man researcher i om multitouch skal implementeres i Mac, og at Apple og Google har et tæt samarbejde.