Da IBM i sin tid introducerede Cell-processoren, var det en helt anderledes processor, end hvad der ellers eksisterede, med et design der lovede høj ydelse. Den største aftager af processoren blev Sony, der valgte at bruge den i deres PlayStation 3.
Til trods for at der er solgt millioner af Cell-processorer, primært på grund af PS3, så oplyser IBM’s David Turek i et interview med Heise.de, at IBM ikke vil lave en efterfølger til den nuværende PowerXCell 8i processor.
Flere af de designmæssige idéer bag Cell vil overleve, blandt andet konceptet med at have en kraftig kerne med flere mindre specialiserede kerner. Dette koncept er f.eks. allerede på vej hos Intel og AMD, der vil integrere bl.a. CPU og GPU i den samme chip.
Ud over Sony var der ikke mange andre, som benyttede processoren. Den fandt, i en skrabet udgave, vej til en række computere fra Toshiba som SpursEngine og er også blevet brugt i supercomputeren RoadRunner.
Sony, der stadig sælger PS3’er, vil ikke komme til at mangle processorer, idet IBM fortsat vil producere chippen til dem.