Huawei har afsløret deres foldbare 5G-telefon Mate X, der er tyndere, men også dyrere end Samsung Galaxy Fold.
Samsung har for nyligt afsløret deres længe ventede Galaxy Fold-telefon med foldbar skærm – læs mere her.
Nu stjæler Huawei rampelyset med deres Mate X, der har en anden form for foldbar skærm, som gør telefonen tyndere, men også dyrere.
I stedet for at have to skærme som Samsungs foldbare variant, så har Mate X én OLED-skærm, der bruges til flere ting afhængigt af, om skærmen er foldet sammen eller ej.
Du har en stor tablet-skærm, når den er foldet ud, og så har man en telefon med en ekstra skærm på bagsiden til blandt andet selfier, når den er foldet sammen.
I siden er der et form for håndtag, der indeholder de tre kameraer. Dette design gør, at telefonen kun er 11 mm tyk, når den er foldet sammen, hvilket kan sammenlignes med Galaxy Folds 17 mm tykkelse.
Huawei Mate X har 8 GB RAM, 512 GB lagerplads, en Kirin 980-processor og så har alle modellerne 5G, hvilket ikke er tilfældet med den almindelige version af Galaxy Fold.
Prisen for Huawei Mate X er dog endnu højere end den allerede høje pris på Samsung Galaxy Fold, der koster 2.000 euro.
Huaweis foldbare telefon starter nemlig på 2.299 euro, hvilket svarer til 17.154 kroner før diverse afgifter.
