Materialet grafen har været i medierne flere gange, senest for dets mulighed for at lave superhurtige integrerede kredsløb, men forskere har nu fundet endnu en anvendelse for supermaterialet.
Det er forskere ved det nationale universitet i Singapore, der har fundet ud af, at grafen egner sig til at gemme data på. Ved at beklæde kulstofmaterialet med et lag af ferroelektrisk materiale kan forskerne gemme to tilstande af ledningsevne, eller 0 og 1.
De første prototyper er blevet bygget og viser allerede lovende resultater. Sammenlignet med harddiske har forskerne kunnet udlæse bits 5 gange hurtigere, men forventer at kunne nå op på 30 gange. Datatætheden forventes også at kunne øges markant, over 10 gange.
Der er dog stadig en del at arbejde på, således holder de nuværende prototyper kun til at blive genskrevet omkring 100.000 gange. Dette er dog markant bedre end tidligere forsøg, hvor man blot opnåede et resultat på 20-30 gange.
Der er endnu ikke nogen tidshorisont for, hvornår grafenbaserede datalagringsprodukter kan komme på markedet, men forskerne påpeger, at konceptet bag den nye idé er simpel og derfor relativt nem at lave.