Danske butikker og banker er yderst interesserede i at vide mere om deres kunder, så de kan skræddersy produkter.
Derfor vil bankernes interesseorganisation, Finansrådet, og Dansk Erhverv have ændret – eller helt fjernet – den databeskyttelse, som ligger i Betalingstjenestelovens §85.
Paragraffen forbyder i dag banker og butikker at bruge betalingsdata til markedsføring og udvikling af nye produkter.
Erhvervsorganisationerne mener, at en ændring vil komme kunderne til gode.
Banker ville kunne give mere detaljerede oversigter over, hvor mange penge kunderne bruger på forskellige varetyper i løbet af en måned, og butikker ville kunne specialdesigne tilbud:
“Hvis du har en stor børneflok og køber mange bleer, så er det dét, du gerne vil have tilbud på,” udtaler chefkonsulent i Dansk Erhverv Henrik Lundgaard Sedenmark til DR.
Forbrugerrådet Tænk deler dog langt fra samme entusiasme. Seniorøkonom Troels Holmberg forklarer, at den type adgang til betalingsoplysninger vil give firmaer meget stor indsigt i folks privatliv og private forhold.
Han forklarer, at hvis virksomheder, ud fra ens købsmønstre, kan se, at man har forøget risiko for at blive arbejdsløs eller at dø tidligt, så kan det betyde, at ens forsikringspræmie vil stige eller at man skal betale højere rente på ens lån.
Og folks data er mange penge værd.
Ikke mindst firmaer som Facebook og Google har tjent mange penge på at have adgang til store mængder data om deres brugere, for den type adgang giver mulighed for at forudsige folks adfærd og behov med stor nøjagtighed. For eksempel kunne den amerikanske butik Target, ud fra forbrugsmønstre, sende tilbud om babyudstyr til en teenagepige, før familien vidste, at hun var gravid.
Herhjemme får erhvervslivets anbefaling en blandet politisk modtagelse.
Socialdemokraterne er imod en lempelse af reglerne, mens De Radikale og Dansk Folkeparti vil se, om det kan komme forbrugerne til gode. Regeringen melder, at den vil tage anbefalingerne med, når betalingstjenesteloven alligevel skal ændres inden 2018 som følge af et nyt EU-direktiv.