Alle computere, som står i hjem og virksomheder verden over, er baseret på chips lavet i silicium, men i fremtiden vil det ikke være det eneste materiale, der kan laves en computer af.
På University of Southampton i afdelingen ECS (School of Electronics and Computer Science), hvor de netop er blevet tildelt et beløb på 1,8 mio. euro fra EU, er man gået i gang med at tænke i helt nye baner. De mange penge skal over de næste tre år, i samarbejde med en række partnere, benyttes til forskning i en såkaldt “våd computer”.
Grundlaget for computeren bliver celler, der kommunikerer via kemiske forbindelser, der i opførsel minder lidt om hjernens neuroner og på den måde kan lave en meget simpel computer/hjerne.
Med tiden håber forskerne at kunne udvikle teknologien til at lave en computer, der kan efterligne kapaciteten i menneskets hjerne. Inden det sker, forventes det, at teknologien kan bruges til at implementere computere, hvor det p.t. ikke er muligt. Et eksempel er i intelligent medicin, der selv kan reagere på kemiske signaler i f.eks. blodet på et menneske.