Samsung er klar med deres næste store smartphone-flagskib – få overblikket over de nye funktioner her.
Efter næsten et helt år med læk og rygter har Samsung løftet sløret for deres Galaxy Note 10 og Note 10+.
De har begge store skærme, en ny S-Pen, der kan bruges som en tryllestav, og intet jackstik.
Den største af de to, Note 10+, har en skærm på hele 6,8 tommer, imens den mindre af dem har en skærm på 6,3 tommer.
Begge telefoner har skærme helt ud til kanten og ingen notch, hvilket betyder, at de ikke føles så store, som de burde i forhold til deres skærmstørrelser.
Intet jackstik:
Samsung har bekræftet et nyligt læk af deres USB-C til 3,5 mm jackstik-adapter, hvilket betyder, at Note 10 og 10+ ikke har et jackstik.
En repræsentant fra Samsung fortæller The Verge, at de har valgt at droppe jackstikket, så de kunne få plads til et lidt større batteri (100 mAh) og forbedret haptic feedback, fordi der ikke længere er et hulrum, hvor minijack-porten plejede at være – selvom der stadig er et hulrum til S-Pennen.
Samsung er en af de sidste store smartphone-producenter, der er hoppet med på trenden med at droppe jackstikket.
Det sker endda efter, at de har mobbet Apple med deres slettede Ingenius-reklamer, som dog stadig kan findes rundt omkring på nettet.
Den nye Galaxy S Pen:
Sammen med Galaxy Note 10-telefonerne får man også den nye S Pen.
Udover knappen på bagenden af stylus-pennen har Samsung valgt at tilføje et accelerometer og et gyroskop, hvilket betyder, at man kan vifte den rundt i luften for at styre ens telefon.
Således kan man både skifte kamera-modes, når man tager selfier, eller man kan styre apps som Spotify og YouTube.
Opgradet DeX-mode:
Samsung har opgraderet deres desktop-mode på Galaxy Note 10-modellerne.
Noget nyt er både nye Windows- og Mac-apps, så man kan sætte sin Note 10 til en computer og få et vindue med alle ens apps, og samtidig kan man også overføre filer ved at trække og slippe dem imellem vinduerne.
Pris og tilgængelighed:
Samsung Galaxy Note 10 og Note 10+ rammer de danske butikker den 23. august.
Samsung Galaxy Note 10 koster 7.499 kroner, imens Note 10+ kan fås i to versioner.
Modellen med 12 GB RAM og 256 GB lagerplads koster 8.499 kroner, og modellen med 512 GB lagerplads koster 9.399 kroner.
Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.