Det er efterhånden kendt, at der er mangel på arbejdskraft i den danske it-branche. Derfor drog femten danske it-virksomheder i sidste uge til Nicaragua for at jagte arbejdskraft, de ikke mener at kunne finde herhjemme. Dog spiller den noget lavere løn også en rolle.
En af de rejsende, Erik Albæk Taasti, fra firmaet AdSource, vurderer umiddelbart, at lønnen for en grafiker med flash-kompetencer ligger under det halve af i Danmark.
En udvikler kan fås for 25 % af prisen i Danmark. Alligevel var der mellem de rejsende enighed om, at der hersker sprogbarrierer, eftersom størstedelen i landet kun taler spansk og således ikke er fortrolige med engelsk.