I Norge valgte Sarpsborg kommune at skifte til OpenOffice.org (OOo) tilbage i 2005, da en beregning viste, at kommunen kunne spare op til 4 millioner kroner årligt i licensudgifter.
Det skulle dog vise sig, at skiftet ikke gav den ønskede besparelse, tværtimod. I 2009 kom der ny it-chef i kommunen, og han valgte at skifte til Microsofts Office 2007-pakke, da der ikke var tilfredshed med open source-løsningen.
Den nye it-chef, Tommy Otnes, fortæller, at situationen med OpenOffice.org og Thunderbird var som at være i stenalderen. Integrationen til en lang række programmer fungerede ikke ordentligt eller manglede helt, ligesom trivielle ting som at indkalde til møder var blevet meget mere besværligt.
Årsagen var den manglende kompatibilitet mellem OOo og det andet kommunale software, ligesom inkompatibilitetet med Microsoft office-formaterne gav problemer.
Ved at skifte til Office 2007 vurderer kommunen at kunne spare hele 14,5 millioner kroner årligt set i forhold til den meget besvær og ekstra arbejde, de oplevede med OOo.
Hos Microsoft er man naturligvis glade for sagen og anvender den nu som kundecase i Norge, men hos det norske Frisprogcenteret, der er tilhængere af open source, er man meget skeptiske.