En procent lyder måske ikke af meget, men når det drejer sig om håndtering af DNS-forespørgelser fra alle verdens internetbrugere, så bliver det til en del.
Ifølge OpenDNS er de nået op på at håndtere DNS for 18 millioner brugere verden over, hvilket skulle være det højeste for en uafhængig DNS-tjeneste i verden.
Milepælen er ifølge direktør David Ulevitch især blevet en realitet pga. en kraftig stigning i antallet af brugere i løbet af de seneste 12 måneder. For et år siden havde OpenDNS kun omkring 9 millioner brugere.
Stigningen i antallet af brugere er tilmed kommet i en periode, hvor en af de største internetvirksomheder, Google, lancerede deres egen alternative DNS-tjeneste.
Ulevitch forventer, at de vil få en endnu større andel af markedet, idet væksten ikke ser ud til at falde lige foreløbig.