Nokia har på en stor live event i London præsenteret en lang række nye telefoner, samt en del nye tjenester, som både vil komme til at angribe teleselskaberne og online-musikbutikker såsom iTunes.
Den første tjeneste er ment som at være et decideret bindeled mellem telefonens musik, kamera, kontakter og internettjenester såsom Flickr, Yahoo og Digg. Tjenesten kommer til at hedde Ovi, hvilket betyder “dør” på finsk, og vil tilbyde det samme som bl.a. 3 gør nu.
Den anden tjeneste kaldes MusicShop og skal forstærke Nokia inden for musiktelefonerne – altså deres såkaldte XpressMusic-serie. MusicShop skal desuden også tage kampen op mod bl.a. iTunes, men også Sony Ericssons PlayNow-service. I den forbindelse blev der lanceret 3 nye musikmobiltelefoner.
Nokia har nu også valgt at genoplive N-Gage-brandet med en ny spiltjeneste.
Omkring selve telefonerne var der også mange nyheder. Blandt andet fremviste de en ny mobil i deres N-serie, som, udover at have en bred skærm og 8GB hukommelse, har et D-pad og 2 spilleknapper, da det vil være den første telefon til at understøtte N-Gage.
Der blev også præsenteret en ny version af N95 med 8GB hukommelse, 2,8″ skærm og i sort i stedet for sølv.
En af de største nyheder er dog “iPhone-kopien”, som dog ikke blev præsenteret officielt udover en simpel video, der viser et interface meget lig Apples iPhones.