I USA på North Carolina State University har en professor ved navn Jay Narayan opfundet en ny teknik, der markant kan øge datatætheden i en chip.
Ved at bruge magnetiske såkaldte nanoprikker, der blot har en diameter på 6 nanometer, kan man ifølge professoren gemme hvad der svarer til en milliard skrevne sider på et areal på én kvadrattomme eller 6,45 kvadratcentimeter.
Prikkerne laves ud af fejlfrie krystaller, der integreres på en silicium-chip, hvor de er placeret lige efter hinanden. Krystallerne kan påvirkes så man kan skrive til dem og efterfølgende læse dem.
Det at lave selve chippen forventes ikke at blive det store problem, og kan angiveligt også gøres billigt, men endnu mangler professoren at udvikle en effektiv metode til at håndtere nanoprikkerne, et problem han håber kan klares med en laser.