Ifølge Kara Swisher fra hjemmesiden AllThingsDigital, en del af Wall Street Journal, så kan unavngivne kilder bekræfte, at Microsoft og Yahoo! er meget tæt på en samarbejdsaftale.
Detaljerne om aftalen skulle være på plads, og en egentlig annoncering forventes at ske i løbet af i dag. Aftalen vil ifølge Swisher dække samarbejde på området søgning og reklamer. Microsoft skal levere søgeteknologien, der vil basere sig på Bing, og Yahoo! vil sælge reklamer.
Der har gennem længere tid været snak om et samarbejde mellem de to virksomheder på området, i et forsøg på bedre at kunne tage markedsandele fra Google, der dominerer markedet.
Opdatering: Aftalen er nu officiel og bekræfter Swishers oplysninger. Det oplyses desuden, at aftalen vil løbe i 10 år.