Ligesom Google har Street View, så tilbyder Microsoft deres Bing Streetside, hvor begge korttjenester gør det muligt, at man kan gå helt ned på gadeplan og se billeder af det pågældende sted. Problemet med disse billeder er dog, at man skal hoppe fra billede til billede, for at komme længere ned ad den gade, man er på.
Det problem har Microsoft nu gjort noget ved med deres såkaldte Street Slide-løsning, der kan kombinere hundredevis af billeder til at skabe ét stort panorama-billede af en vej, således at man hurtigt kan navigere ned af vejen og finde lige præcis den adresse, man leder efter.
Løsningen giver desuden også plads til bedre angivelse af adresser langs vejen, ligesom firmalogoer fra de forskellige virksomheder langs vejen let kan sættes ind. En test med det nye system over for Google Street View har desuden vist, at brugerne i gennemsnit var 17 sekunder hurtigere om at finde en adresse med Street Slide.
Microsoft har allerede lavet en applikation til iPhonen, der kan udnytte dette, se videoen nedenfor for en demonstration af både Street Slide såvel som applikationen.