Det er kun lidt over en måned siden, at Kingston lancerede en USB-nøgle i deres DataTraveler 200-serie, der kunne rumme 128 GB data. Den rekord fik ikke lov at stå længe, nu slår de den selv med en USB-nøgle, der kan rumme 256 GB.
Den nye USB-nøgle er en del af Kingstons DataTraveler 300-serie og kan rumme, hvad der svarer til 365 cd’er, 51.000 10 megapixel jpg-billeder eller 54 enkeltlags dvd’er. Læsehastigheden oplyses til 20 MB/sek., og skrivehastigheden til 10 MB/sek.
De 256 GB flashram er pakket ind i en pakke, der blot fylder 70,68 mm x 16,90 mm x 21,99 mm. Data kan beskyttes med medfølgende krypteringssoftware.
Ønsker man at købe den nye USB-nøgle, så skal man af med ca. 6.000 kroner, og den bliver først produceret ved bestilling.