Japanske Fujitsu har bygget en supercomputer, som har indtaget titlen som den hurtigste computer i verden. Det er første gang i syv år at Japan indtager førstepladsen på listen over verdens hurtige computere, og denne gang gør de det med stil.
Fujitsus computer er med otte billiarder udregninger i sekundet nemlig hurtigere end verdens anden- til sjettehurtigste computere kombineret, dermed også hele tre gange så mange udregninger per sekund som nummer to. Computeren kaldes K Computer og er installeret på Japans Institute of Physical and Chemical Research. Navnet K Computer er et spil på det japanske ord “kei”, der betyder ti billiarder – antallet af udregninger, som computeren regnes med at kunne udføre i sekundet, når den står helt færdig i 2012.
Den japanske stat har investeret mere end 6,5 milliarder kroner i computeren, som indeholder 68.544 processorer hver med 8 kerner. Computeren skal blandt andet bruges til at bearbejde data omhandlende klimaændringer og vejr, medicin, materialer og nye teknologier.