Et nyt label fra Intel skal på laptops, der overholder bestemte krav om batterilevetid og hurtig opstart.
Et Intel-klistermærke med teksten “Engineered for mobile performance” vil snart kunne findes på bestemte laptops, der overholder visse krav.
Disse laptops skal således kunne køre lige så godt, når de ikke er sat i stik, kunne gå fra dvale til internet-browsing på under to sekunder og ikke mindst kunne holde strøm i ni timer – under virkelige forhold.
De virkelige forhold betyder eksempelvis, at wifi er slået til og at skærmens lysstyrke ikke er skruet helt ned. Man vil altså væk fra misvisende reklame, som når producenter skriver, at deres bærbar kan holde strøm i op til 24 timer.
Det er en del af Intels Project Athena, og det har til formål at gøre det tydeligt for forbrugere, at de køber en moderne laptop med en vis funktionalitet.
Det er valgfrit for producenter, om de vil være en del af projektet, men Intel siger, at de har fået 100 producenter med.
Læs også Intel afslører også en gaming-laptop med to skærme – men med et helt nyt design.