Man skal passe på med at opgive for mange oplysninger i sine svarmails, for ifølge det nordiske sikkerhedsfirma Virus112, er indbrudstyve nu begyndt at finde ofre ved hjælp af disse mails.
Tyven spammer ganske enkelt et firmas medarbejdere, for dernæst at finde dem som er på ferie. Mange virksomheder har nemlig svarmails, som fortæller at den pågældende medarbejder er på ferie og i hvor lang tid personen er væk.
Da disse mails ofte indeholder oplysninger såsom telefonnummer, så kan tyven i ro og mag finde medarbejderens private adresse.
I Norge har de allerede oplevet en række sager, og Lein Sørbo fra sikkerhedsfirmaet Virus112 forventer, at vi vil se flere af dem i fremtiden. Rigspolitiet fortæller til NET-Redaktionen, at man endnu ikke kender til lignende sager i Danmark, men vil ikke afvise at lokale afdelinger har modtaget sådanne anmeldelser.