Lækkede dokumenter viser, at Huawei i hemmelighed hjalp Nordkorea med landets 3G-netværk, der bliver brugt til overvågning af befolkningen.
Huawei kan være på vej til at blive endnu mere uvenner med USA, der fortsat har et aktivt handelsforbud imod dem.
Det viser sig nemlig, at det kinesiske selskab brugte deres ekspertise til at hjælpe Nordkorea med at bygge det berygtede Koryolink-netværk, der blandt andet bliver brugt til overvågning af borgerne i landet.
Det viser lækkede dokumenter, som Washington Post og 38 North har fået adgang til.
Huawei byggede netværket, der gik i luften i 2008, i samarbejde med Kinas statsejede Panda International Information Technology.
Huawei stod blandt andet for mobil-infrastruktur og kryptering. Det inkluderede at teste krypteringen, som regeringens øverste bruger til at sikre, at deres samtaler ikke bliver overvåget.
Koryolink bruges ikke kun til at overvåge befolkningen, men er yderst begrænset for de lokale, der hverken kan ringe ud af landet eller kommet på nettet, imens besøgende ikke kan ringe lokalt eller kommet på statens intranet.
Huawei siger, at de på nuværende tidspunkt ikke har nogen tilstedeværelse i Nordkorea, men vil ikke fortælle, om de tidligere har handlet med landet.
Huawei står ikke længere for driften af Koryolink, der er blevet overhalet i antal brugere af landets nyere Kang Song-netværk, som blev lanceret i 2013 med hjælp fra kinesiske ZTE.
Læs også Huawei ændrer mening: Nyt styresystem er ikke en Android-erstatning.