mboost-dp1

PBS A/S

Her er fem bud på mobil NemID

- Via Version2 - , redigeret af Net_Srak

Digitaliseringsstyrelsen lavede en analyse af oprindeligt 13 mobil NemID løsninger, hvor fem blev skrottet med det samme. Derudover var budgettet på otte millioner kroner for lidt. Derfor blev Digitaliseringsstyrelsen bedt om at lave en ny analyse af fem løsninger. Resultatet af denne analyse er blevet offentliggjort i nogle rapporter.

De forskellige løsninger adskiller sig især på sikkerheden, hvor lokale applikationer på mobilenheden anses at have samme sikkerhed som NemID i dag. I den anden ende med lavere sikkerhed er en onlinebaseret løsning, hvor brugeren logger ind på en ren webbaseret løsning. Der er også forskellige hybrider mellem en applikation og webbaseret løsning, men disse blev anset for at være mindre brugervenlige.

Den oprindelige løsning, som blev anset for at have den bedste sikkerhed, var en app til en mobilenhed med en indlejret NemID-komponent. NemID-komponenten skulle klare kontakten med DanId, mens selve applikationen kunne servicere brugeren med den ønskede tjeneste. En variant af denne løsning var en hybridversion, hvor der installeres en NemID-app, som igen står for kontakten med DanID, mens en anden app som for eksempel en browser kan give brugeren onlineadgang til en tjeneste. Disse løsninger blev anset for dyre at udvikle.

En anden løsning der blev overvejet, er den model som bankerne bruger til at give adgang til netbank via mobile enheder. Her skal man bruge NemID på sin computer, hvor der gives adgang til at bruge en tjeneste på en mobilenhed. På mobilenheden logges der så på med en adgangskode.

En webbaseret løsning er endnu en mulighed, hvor brugeren bruger mobil NemID-koder. Ligesom i en browser på en computer, ledes brugeren hen til anden hjemmeside for at logge på med NemID-mobilkoder. Her bruges dog ikke NemIDs Java-applet. Efter login føres brugeren tilbage til tjenesteudbyderen med en tekst om, at sikkerheden er lavere og at man bør passe på med personfølsomme oplysninger.

Denne løsning har ifølge analysen den fordel, at den ikke kræver ekstra udviklingstid og penge, da løsningen kan implementeres indenfor det eksisterende framework. NNIT som driver NemId.dk kan også lancere den hurtigere end de andre løsninger, og der skal ikke bruges kræfter på flere platform som IOS, Android og Windows Phone. Dog noteres det, at denne løsning er sårbar overfor Man-in-middle-angreb, som dog håbes at kunne undgås med brugergenerede spørgsmål og svar.

Nu har Digitaliseringsstyrelsen igangsat endnu en undersøgelse, der skal afdække hvordan mobil NemID vil blive brugt og om det er sikkert at skrue ned for sikkerheden.





Gå til bund
Gravatar #1 - Jaqen
7. maj 2012 08:12
brugergenererede spørgsmål og svar er da også sårbare over for MitM-angreb?

ville ellers tro de havde penge nok, det er ikke helt billigt for banker og private tjenesteudbydere at have nemid-login til deres sider
Gravatar #2 - Trixxrlol
7. maj 2012 08:35
MitM lader til at være den største trussel - selvom den (heldigvis) ikke er så udbredt (I forhold til de mere generiske trusler).
Gravatar #3 - Niversen
7. maj 2012 08:43
jeg syntes at diverse bank apps fungerer fint, men der er stadig nogle få steder hvor man ikke kan komme igennem... jeg mener dette er et problem da nogle mennesker som ikke har det store it behov burde kunne nøjes med en tablet eller smartphone og stadig kunne modtage al kommunikation med det offentlige

det er ikke et problem for alle os som har flere devices
Gravatar #4 - Makey
7. maj 2012 09:07
Mobilkoder? Er det SMS de mener her? For så vil jeg gerne stemme imod dette forslag. Det forhindrer nemlig os i udlandet i at bruge disse services. I hvert er det typisk at denne slags service kun tilbydes til danske numre, og derudover ville det i så fald koste penge at modtage koden (hvilket er en dårlig ide).
Gravatar #5 - myplacedk
7. maj 2012 09:07
Jaqen (1) skrev:
brugergenererede spørgsmål og svar er da også sårbare over for MitM-angreb?

Det er alle de realistiske muligheder. Det eneste man kan gøre er, at gøre det så besværligt som muligt.

Jaqen (1) skrev:
ville ellers tro de havde penge nok

8 millioner lyder for mig som et meget lille beløb. Kan de gøre det for de penge, fint. Er det dyrere, så kast dog nogle flere penge efter det. Især i betragtning af at halvdelen skal fordeles mellem samtlige danske banker, og resten på staten, så er det da virkelig småpenge. Jeg vil gætte på at det har kostet samfundet væsentligt mere at undvære en ordentlig løsning.
Gravatar #6 - myplacedk
7. maj 2012 09:10
Makey (4) skrev:
Mobilkoder? Er det SMS de mener her?

Som jeg forstår det betyder at du har forskellige kodeord alt efter om du logger på med appletten på en PC, eller om du logger på med dit håndholdte device.

Dvs. sådan som det er i dag med en uofficielle løsning, som virker fint i udlandet.
Gravatar #7 - DrRavenwood
7. maj 2012 09:22
Hvorfor laver man ikke noget i stil med Citrix eller Blizzard Activatoren. Det fungere helt fantastik, og er vel så sikkert som det næsten kan blive.
Gravatar #8 - myplacedk
7. maj 2012 09:51
#7
Er det ikke nøgle-generatorer du taler om der? Det er noget helt andet, og det må mobiltelefonen endelig ikke gøre. Så ryger en af mest grundlæggende elementer af sikkerheden.

Jeg ved ikke hvad du mener med "Citrix", det er ikke et login-system. Når JEG logger på Citrix er det bare brugernavn og kodeord. Der ligger sikkerheden i at jeg først skal logge på VPN'en.
Gravatar #9 - gensplejs
7. maj 2012 10:01
myplacedk (8) skrev:
#7
Er det ikke nøgle-generatorer du taler om der? Det er noget helt andet, og det må mobiltelefonen endelig ikke gøre. Så ryger en af mest grundlæggende elementer af sikkerheden.

Jeg ved ikke hvad du mener med "Citrix", det er ikke et login-system. Når JEG logger på Citrix er det bare brugernavn og kodeord. Der ligger sikkerheden i at jeg først skal logge på VPN'en.

Jeg vil da tro han mener sådan en her...
http://eu.blizzard.com/store/details.xml?id=221004...
Lignende løsninger bruger mange ved citrix logon..
Gravatar #10 - myplacedk
7. maj 2012 10:07
gensplejs (9) skrev:
Jeg vil da tro han mener sådan en her...

Ja netop, en nøglegenerator. Vi har allerede nøglekort (papkortet) og nøgleviser, og der kommer IKKE en app som alternativ til dem.

gensplejs (9) skrev:
Lignende løsninger bruger mange ved citrix logon..

Jeg har ikke meget forstand på Citrix, men som jeg har forstået det er det nok ganske normalt at bruge en eller anden form for engangs-nøgle i forbindelse med logge ind på Citrix, men jeg tror det er noget som står foran Citrix. Hvis jeg logger på Citrix fra virksomhedens eget LAN, så er det enten brugernavn/kodeord, eller auto-logon. Hvis jeg logger på "udefra", så skal jeg først logge på VPN med engangskodeord, og derefter har jeg almindelig kedelig citrix-login med brugernavn og kodeord.

Anyway, der er ikke rigtigt noget at diskutere her. Du vil IKKE kommer til at få dit engangskodeord fra din mobil-telefon, det ER afgjort af DanID at det er en dårlig ide. Så kan du nemlig ikke bruge din mobil-telefon som klient, byebye mobilbank.
Gravatar #11 - LordMike
7. maj 2012 11:00
Som #1 siger ville jeg også mene at spgm og svar var sårbare overfor MitM. Ligesom at det er bevist flere gange, at selv NemID's engangskoder er sårbare overfor MitM (angriber logger på for dig, og serverer spørgsmålet / engangskoden til dig direkte).

For mig ville den aller sikreste løsning, også overfor MitM, være 'ssl pinning'. Her kræver klienten, at serveren udstiller et af nogle godkendte certifikater. Kan den ikke det, nægtes kommunikation fra klientsiden.

Dette er meget sikkert da, forhåbentligt, ingen andre end DanID har deres certifikat, og det ville være upraktisk at forsøge at bruteforce sig til certifikatet.

Med SSL pinning kan selv et web-interface blive sikkert (givet at klienten overholder ssl standarden, f.eks. vha. et custom app i Android, som dog ville ikke virke i Windows Phone)
Gravatar #12 - myplacedk
7. maj 2012 11:40
LordMike (11) skrev:
For mig ville den aller sikreste løsning, også overfor MitM, være 'ssl pinning'. Her kræver klienten, at serveren udstiller et af nogle godkendte certifikater. Kan den ikke det, nægtes kommunikation fra klientsiden.

Forestil dig en typisk dansker, som er stolt af at være i stand til at sætte uret på videoen.

Kan du lave en brugerflade som sådan en person synes er attraktiv og brugervenlig, og som gør brugeren i stand til at genkende et MitM-angreb?
Kan man ikke bare lave en app/hjemmeside som påstår at certifikatet er OK?
Gravatar #13 - LordMike
7. maj 2012 11:47
#12.
Her er det vigtige jo at du kun bruger det app fra Nordea, Borger.dk osv. (eller DanID). Det er op til div. Marketplaces at sørge for det.

Det er så op til app'en at enforce ssl pinning. Hvis det var muligt at få en browser til, med garanti, kun at tillade visse certifikater (signed eller ej), så ville det også virke.

Så for gennemsnitsdanskeren, så bunder det hele i at Nordea får meldt ud hvad deres app hedder, og hvad man skal søge efter. Derefter kan kanalen mellem app og bank anses for værende ubrydelig.
Gravatar #14 - myplacedk
7. maj 2012 11:58
LordMike (13) skrev:
Her er det vigtige jo at du kun bruger det app fra Nordea, Borger.dk osv. (eller DanID).
[...]
Så for gennemsnitsdanskeren, så bunder det hele i at Nordea får meldt ud hvad deres app hedder, og hvad man skal søge efter.

Der har du allerede fundet det første hul som tillader MitM. Man skal blot nare folk til at installere en anden applikation. Det kan gøres ved at bruge et navn der ligner tilstrækkeligt meget. I nogle tilfælde er det nemt at lave et navn som ser mere officielt ud end det officielle. Vil du fx. installere "Salling Bank" fra "Bankernes EDB Central", eller "Salling Mobilbank" fra "Salling Bank"?
Man kan også sende dem en reklame-mail med direkte link til den fake app, så er du fri for at bekymre dig om sortering i søgeresultaterne.

Det er blot hvad jeg kan finde i løbet af få sekunder.

LordMike (13) skrev:
Det er op til div. Marketplaces at sørge for det.

Nej. Det er ikke deres ansvar, og de kan heller ikke leve op til det.

Tænk på at phishing-emails med ufatteligt dårligt dansk hvor man ganske enkelt beder brugeren om at oplyse brugernavn og kodeord faktisk virker. Det er ikke den store udfordring at lokke en eller anden til at installere en fake app.
Gravatar #15 - Clauzii
7. maj 2012 15:27
"...og om det er sikkert at skrue ned for sikkerheden."

Nej. Det er det aldrig.
Gravatar #16 - Bladtman242
7. maj 2012 16:06
Jaqen (1) skrev:
brugergenererede spørgsmål og svar er da også sårbare over for MitM-angreb?

ville ellers tro de havde penge nok, det er ikke helt billigt for banker og private tjenesteudbydere at have nemid-login til deres sider


Det ændrer vel ikke noget, hvis det er staten og ikke bankerne der betaler for nem-id? :)
Gravatar #17 - myplacedk
7. maj 2012 18:53
Clauzii (15) skrev:
"...og om det er sikkert at skrue ned for sikkerheden."

Nej. Det er det aldrig.

Det kommer an på hvad du mener med "sikkert". Det bliver jo aldrig 100% sikkert alligevel. Læs "sikkert" som "sikkert nok", så giver det mere mening. :)

(Bemærk i øvrigt at det er nyhedsskribentens formulering, ikke DanID's.)
Gå til top

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login