Hos Box.net har man snakket meget om Googles måde at drive forretning på, specielt alle de opkøb de foretager. Faktisk blev der snakket så meget om det, at de valgte at lave deres egen variant af Monopoly, men med Google som omdrejningspunkt. Spillet har de valgt at kalde Googolopy.
Spillet ligner meget det, vi kender fra almindelig Monopoly eller Matador, men i stedet for vejnavne, så er de forskellige felter i spillet erstattet af store internetvirksomheder såsom YouTube, Facebook og Yahoo. Målet er så, at man spiller som Google, der skal vinde spillet ved at organisere så megen information under samme tag som muligt; med andre ord, så skal man opkøbe andre virksomheder. I stedet for at handle i penge, så er den gængse møntfod i spillet Google-aktier.
Køber man et firma, kan man i stedet for de almindelige huse og hoteller, vælge at købe udviklere og servere, for at forøge afgiften modspillerne skal betale, hvis de lander på feltet. Brikkerne i spillet er ligeledes erstattet bl.a. en Segway, legoklods og Toyota Prius.
Ifølge skaberne er spillet en meget virkelig metafor for, hvad der rent faktisk sker i informationsverdenen for tiden. Hvad sker der egentlig, hvis Google en dag styrer alle de informationer, du arbejder med hver dag?
Spillet kan hentes som en 20 MB pdf-fil hos Box.net.