Det er ikke længe siden, Apple modtog en del kritik, da de valgte at ændre på betingelserne for salg af indhold i programmer, de såkaldte in-app-køb. Nu ser det ud til, Google har gjort det samme.
Google forventes at implementere Google Checkout for in-app-betalinger inden længe, og ifølge udvikleren af programmet Visual Voicemail, PhoneFusion, så er de allerede blevet tvunget til at bruge det.
PhoneFusion har netop fået fjernet deres program fra Android Market, efter det har været der i over to år og er hentet mere end en million gange.
Til trods for der ikke er sket ændringer i programmet i lang tid, henviser Google nu til, at programmet overtræder sektion 3.3 af brugsbetingelserne for Android Market, der lyder, at betaling for ydelser i et program skal ske via Android Market. Hos PhoneFusion sker det via deres hjemmeside.
Hos PhoneFusion er man meget skuffede, især da Googles beslutning kommer uden nogen form for advarsel. Hos Google er eneste kommentar, at man blot håndhæver retningslinjerne.