mboost-dp1

Google Inc.

Google klar med kritiske sikkerhedsopdateringer til Nexus-enheder, andre Android-brugere må vente

- , indsendt af modgaard

Google ruller hver måned nye sikkerhedsopdateringer ud til deres Android styresystem, og august er ingen undtagelse. Faktisk kommer der to sikkerhedsopdateringer; en med rettelser til selve styresystemet og en med hardware-specifikke rettelser, som det dermed altså ikke er alle, der behøver.

Opdateringen til styresystemet retter blandt andet en fejl i Androids Mediaserver, hvor det var muligt for en ondsindet MMS-besked eller mediefil på en hjemmeside at afvikle kode på telefonen eller tabletten, og derved installere eksempelvis spyware.

Den anden del af opdatering retter en række huller i drivere til forskellig hardware, der findes i telefoner og tablets, og her er særligt firmaet Qualcomm repræsenteret. Qualcomm er den dominerende leverandør af såkaldte system-on-chip til Android enheder, så en lang række af telefoner vil være påvirket af de sikkerhedshuller, som den nyeste opdatering lukker.

I værste fald kan en app udnytte hullerne til at få adgang til systemkernen, og derigennem helt at overtage enheden.

Men mens brugere af Googles Nexus telefoner og tablets får opdateringerne med det samme, så kan det tage lang tid, før de kommer til andre enheder. De skal nemlig sendes ud via deres respektive producenter.

I maj startede det amerikanske Federal Communications Commission (FCC) en undersøgelse af, hvorfor nogle opdateringer tager så lang tid, og bad i den forbindelse om forklaringer fra blandt andet HTC, LG, Motorola og Samsung.

Det britiske tech-medie The Register sætter ligefrem trumf på og siger, “Det er Nexus eller ingenting, hvis du vil have ordentlig sikkerhed.”





Gå til bund
Gå til top

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login