George Hotz, også kendt som hackeren Geohot, der brød sikkerheden på Sonys PlayStation 3, og siden er blevet sagsøgt af det japanske firma, er for nyligt blevet beskyldt af firmaet for at være flygtet til Sydamerika på grund af den igangværende retssag.
Hotz svarer nu tilbage på beskyldningerne på sin blog, hvor han kan fortælle, at han ganske rigtigt befinder sig i Sydamerika, men at han er på en ferie, der har været planlagt og betalt siden sidste november. Ifølge blogindlægget har Hotz stadig næsten daglig kontakt til sine advokater under sin ferie.
Efter rygterne om at Hotz var flygtet til Sydamerika kom frem, var der nogle, som luftede en bekymring for at de penge, de havde doneret til Hotz’ retshjælp, var blevet brugt på rejsen sydpå. Også disse bekymringer kan Hotz i sit blogindlæg sætte på plads, da han garanterer at ingen af de indsamlede penge er gået til ferien.