Facebook beklager officielt i avisannoncer skandalen forårsaget af dataselskabet Cambridge Analytica, der udnyttede 50 millioner Facebook-brugeres data til at få Trump valgt til præsident i 2016.
Avisannoncerne findes i en række større britiske og amerikanske aviser, heriblandt The Washington Post og The New York Times.
Mark Zuckerberg kalder i annoncerne situationen et brud på brugernes tillid og beklager, at Facebook ikke gjorde mere på daværende tidspunkt.
Nu forsikrer han så brugerne om, at der vil blive lavet foranstaltninger, der fremover skal beskytte brugernes data.
Zuckerberg skriver, at de har ansvaret for brugernes informationer, og hvis ikke de kan beskytte disse, så fortjener de ikke brugernes tillid.
Han nævner ikke Cambridge Analytica ved navn.
En række efterforskere fra en britisk datatilsynsmyndighed er i færd med at ransage kontorer tilhørende Cambridge Analytica. Man ønsker at afgøre om Cambridge Analytica illegalt skaffede sig adgang til millioner af brugeres Facebook-data.
Repræsentanternes Hus i USA har i fredags udsendt en formel invitation til Mark Zuckerberg om at aflægge forklaring i den store sag.