Den europæiske rumfartsorganisation ESA (European Space Agency) har netop offentliggjort det hidtil mest detaljerede billede af universet, fotograferet i mikrobølgeområdet.
Billedet er lavet med rumteleskopet Planck, der blev opsendt den 14. maj 2009. Det består af en lang række billeder taget af teleskopet over en periode på godt et år, fra slutningen af maj 2009 til juni i år. Det har en detaljegrad, som giver astronomer adgang til en masse nye informationer.
Planck har registreret mikrobølgestråling i det elektromagnetiske spektrum fra 30 GHz til 857 GHz, hvilket giver ny indsigt i, hvordan stjerner og galakser dannes. Det kan også hjælpe til med at fortælle, hvordan det tidlige univers så ud umiddelbart efter Big Bang.
De mange data fra rumteleskopet er langt fra færdiganalyseret, og over de kommende par år vil teleskopet forsyne astronomerne med yderligere tre komplette fotograferinger af verdensrummet.
En video der viser, hvordan billedet er blevet til, kan ses herunder.