mboost-dp1

DTU Space

Dansk-udviklet drone skal finde miner fra 2. verdenskrig

-

En nyudviklet dansk drone til magnetisk kortlægning skal sikre, at minerydning i gamle krigszoner bliver både billigere, hurtigere og mindre farlig at udføre. Den nye teknologi kan på sigt give danske virksomheder en unik global position på markedet for magnetisk kortlægning.

Det vurderes, at der i Danmark findes flere end 40.000 ikke-eksploderede miner fra 2. verdenskrig. De befinder sig i havet og på land. Det er ressourcekrævende at fjerne disse miner, før der eksempelvis skal etableres strømkabler til nye havvindmølleparker.

Miner er ofte fremstillet af stål, der er magnetisk. Afsøgning efter miner foregår derfor ofte med ‘magnetometre’, som er instrumenter, der kan måle bittesmå afvigelser i magnetismen i undergrunden.

‘Vores drone og dens unikke magnetometeropsætning vil gøre minerydningen mere præcis end den nuværende afsøgning, som foregår ved hjælp af terrængående køretøjer på land, mens der anvendes specialdykkere i nær-kystområdet. Vores magnetometerdrone vil kunne afdække både land og nær-kystområdet og dermed også minimere risikoen for de involverede personer,’ fortæller seniorforsker Arne Døssing, DTU Space, der er leder af projektet med at udvikle den nye teknologi.

Udviklingen og afprøvningen af magnetometerdronen sker af forskere fra DTU Space i samarbejde med den danske dronevirksomhed Sky-Watch A/S samt en række parter, der alle er interesserede i at anvende den nye teknologi. Det er DONG Energy, som etablerer mange nye havvindmølleparker, Geo, der gennemfører geotekniske undersøgelser i forbindelse med blandt andet havvindmølleparker samt Søværnets Minørtjeneste, der ofte står for det farefulde hverv med at fjerne eller uskadeliggøre minerne.

Sky-Watch har netop færdigudviklet en drone, Smart UAV’en, der bliver den første drone i verden, som skal flyve med en såkaldt ‘magnetometer-bird’.

Magnetometerdronen vil også blive testet i Grønlands fjelde i forbindelse med afsøgning af mineralforekomster samt fra skib til diverse maritime undersøgelser. I begge tilfælde vil der især gøres brug at dronens evne til at lande og lette lodret.

Danmark kan sikre sig førende position på magnetisk kortlægning

Den nye teknik, der i de kommende fire år skal udvikles og testes blandt andet ved Vadehavet samt i nær-kystområdet ud for Østengland, vil kunne erstatte eksisterende dyre og ineffektive teknologier og potentielt gøre Danmark til verdensførende inden for magnetisk kortlægning af undergrunden.

Arne Døssing regner med, at den nye magnetometerdrone typisk kan reducere udgifterne og tidsforbruget til magnetisk kortlægning med mere end 50 procent.

Et andet anvendelsesområde vil selvfølgelig være at samarbejde med geofysikere, for eksempel i svært tilgængelige områder i Arktis, eller med arkæologer i Danmark og simpelthen overflyve områder for at bidrage til geologisk forskning eller gøre arkæologiske fund.





Gå til bund
Gravatar #1 - Useful
19. dec. 2016 17:15
Det næste må vel blive at man kan bruge dronen til at sprænge minen også, således der slet ikke behøves være mennesker involveret.

Gå til top

Opret dig som bruger i dag

Det er gratis, og du binder dig ikke til noget.

Når du er oprettet som bruger, får du adgang til en lang række af sidens andre muligheder, såsom at udforme siden efter eget ønske og deltage i diskussionerne.

Opret Bruger Login