Googles Chrome-browser ser ifølge tal fra StatCounter ud til at tage titlen som det mest populære alternativ til Internet Explorer fra Firefox inden året er omme.
De seneste tal viser at Chrome sidder på 23,6 % af det globale marked, mens Firefox har 26,8 %. Internet Explorer ligger klart nummer et med hele 41,7 %. Chrome startede dog på cirka 15 % af markedet tilbage i januar, og er dermed gået hele 8 procentpoint frem i løbet af de sidste 9 måneder, hvilket er en stigning på 50 %.
I samme tidsperiode er både Firefox og Internet Explorer gået 4 procentpoint tilbage, svarende til fald på henholdsvis 13 og 9 %. Hvis Chrome fortsætter sin fremgang, og Firefox og Internet Explorer bliver ved med at gå tilbage, vil Chrome matche Firefox’ markedsandel i november måned, og overhale den senest i december.
Tallene fra StatCounter bør dog tages med et gran salt, da andre markedsanalytikere ser en større forskel mellem Firefox og Chromes nuværende markedsandele. For eksempel viser tal fra Net Applications, at Firefox i øjeblikket har 22,6 % af markedet, mens Chrome har 15,5 %.