Ved dette års CES messe fremviser Google og Chrysler en demo-version af et infotainment-system baseret på Android 7.0 til biler. Det specielle ved dette projekt er, at Google selv er dybt involveret i at få selskabets operativsystem til at fungere i bilen.
Projektet er det næste skridt i Googles ‘Android Automotive’ strategi, der skal munde ud i en Androidversion, som kan være hele bilens operativsystem.
Googles plan er i følge Ars Technica at kunne tilbyde Android som styresystem til bilfabrikanter – ligesom man nu tilbyder Android til producenter af smartphones. Lokkemidlet er apps som Google Maps og adgang til Play Store, og indtjeningen for Google ligger i de licenser, bilfabrikanterne skal betale for at bruge førnævnte apps.